VILDT: Verdens største kæde åbner ny butik hver 3,5 time

16/07/2020

Christian Granhøj Skouboe

Foto: Shutterstock
Sidste år åbnede der en ny butik hver 3,5 time på verdensplan, og forleden åbnede så butik nummer 71.100 i Sydkoreas hovedstad Seoul. 7-Eleven er intet mindre end verdens største kæde. Målt på antallet af butikker er 7-Eleven i Danmark en lille spiller, men den danske del af den globale kæde spiller alligevel en stor rolle.

Mest læste i dag

7-Eleven Inc., verdens største convenience kæde, har nået en ganske markant milepæl. Tip: Det har noget at gøre med numrene 7 og 11. Med et par nuller bag på har man antallet af 7-Eleven butikker globalt set. Det oplyser kæden selv i en pressemeddelelse. 

Convenience-giganten åbnede nemlig for nylig butik nummer 71.100 i Seoul, og kæden fortsætter dermed sin imponerende vækst på verdensplan. I dag kan man besøge 7-Eleven i 17 lande og regioner over hele kloden, herunder Danmark, hvor der i dag er 174 butikker og hele tiden flere på vej.

Danmark har stor betydning

Selvom 7-Eleven Danmark ikke fylder meget ift. antallet af butikker på verdensplan, har den danske del af 7-Eleven en stor betydning for brandet i resten af verden. De danske butikker får jævnligt besøg fra 7-Eleven kolleger fra hele verden, der henter inspiration og indsigter, fortæller Jesper Østergaard, CEO i 7-Eleven Danmark, der glæder sig over at brandet aktuelt råder over 71.100 butikker globalt.  

"Åbningen af butik nummer 71.100 er naturligvis en stor milepæl for 7-Eleven brandet. Og om en dag eller to er der sikkert allerede fire-fem nye åbninger realiseret ude i den store verden. På trods af at vi i Danmark kun udgør en ganske lille andel af alle 7-Elevens butikker globalt, kan jeg stolt sige, at vi er et foregangsland inden for især madløsninger og sundere alternativer," siger Jesper Østergaard, og fortsætter:

"I 2019 blev 7-Eleven Danmark kåret som verden bedste convenience koncept, og vi er det land i verden, hvor der sælges mest mad pr. butik. Vi er faktisk langt foran i food-kategorien, og andre lande besøger os ofte for at hente inspiration. Selvfølgelig er det i høj grad vores nære samarbejdslande fra Norden og Baltikum, men også Sydkorea, Australien og USA har været forbi for nyligt," siger han.

"Og så kan vi også stolte af, at verdens største 7-Eleven ligger her i Danmark. Den ene af de to butikker på Københavns Hovedbanegård er den største af alle 7-Eleven-butikker, målt på både omsætning og antallet af kunder."

Lokale partnerskaber gør en forskel

Mens kæden globalt fejrer butik nummer 71.100, er der et stort råderum til lokal tilpasning. I Danmark udmærker 7-Eleven sig i disse år med stærke partnerskaber og det stærke samarbejde på tværs af landegrænser giver mulighed for de danske partnere, for også at komme ind i andre 7-Eleven-lande.

Et godt eksempel er The Protein Kitchen, der nu også har en række produkter inde hos det svenske søsterselskab og også får henvendelser fra en række andre lande, mens firmaet Food Partners, grundet 7-Eleven, blandt andet har lanceret deres kendte ingefærshots i syv stater i USA.

"Vi indgår meget gerne partnerskaber med virksomheder og startups. Vi har brug for nye idéer, produkter og løsninger, der kan bidrage til at holde 7-Eleven relevant og top of mind hos forbrugere på farten. Ofte er det win-win, fordi vi hjælper dem med at opnå vækst, og de styrker vores butikker med gode produkter, der giver os en stærkere position på convenience markedet," siger Jesper Østergaard.

 

Anbefalet til dig