En norsk forsker kan muligvis have knækket en kode, der kan redde massevis af menneskeliv.
Den norske forsker, Øystein Rekdal, kalder det selv for en mulig løsning på en af de største udfordringer i nutidens kræftbehandling.
Sådan skriver TV 2 Norge.
Løsningen har været længe undervejs, da den norske forsker i over 30 år har arbejdet på at fremstille et stof, der kan overvinde den forfærdelige sygdom.
I onsdags var han inviteret til USA for at tale på New York Academy of Sciences om den løsning, der muligvis kan kurere den komplicerede sygdom.
LTX-315 er navnet på det molekyle, der har vist gode resultater indtil videre, og det er nu kommet langt nok i processen til, at det nu kan blive testet på aktuelle kræftpatienter.
Øystein Rekdal vil ikke endnu påstå, at han har løst det store kræftmysterie, på trods af at resultaterne har været yderst opsigtsvækkende:
“Vi har vist, at vi har evnen til at dræbe alle de forskellige kræftcellevarianter i forskellige tumorer. Og på en sådan måde, at de vækker immunforsvaret”, udtaler han til TV 2 Norge.
Det betyder altså, at immuncellerne vil søge efter andre kræftceller i kroppen, hvorved molekylet i praksis minder om en slags vaccine mod sygdommen.
De opsigtsvækkende resultater trækker også opmærksomhed fra prominente navne inden for branchen.
Blandt andet er den nobelprisvindende Dr. James Allison, der modtog prisen på baggrund af at have udviklet immunterapi-behandling mod kræft, henrykt over opdagelsen, som han mener kan redde hundredtusindvis af liv.
I øjeblikket samarbejder den norske forsker med flere investorer om at få LTX-315 godkendt som lægemiddel.
Produktet vil tidligst komme på markedet om fire år.