Et område på størrelse med Bornholm bliver nu defineret som Danmarks anden ulvezone. Det har miljøminister Lea Wermelin besluttet.
Området på 570 km2 ligger som en firkant mellem Silkeborg i nordøst, Herning i nordvest, Brande i sydvest og Nr. Snede i sydøst. I området er det muligt for fåreavlere at søge om tilskud til at bygge ulvesikre hegn, som skal beskytte dyrene mod ulveangreb.
"Ulven er et problem for landmænd med udegående husdyr i Midt- og Vestjylland. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at hjælpe de husdyrholdere, som til stor frustration oplever, at ulven slår deres husdyr ihjel. Derfor har jeg udpeget et nyt tilskudsområde, så vi får udvidet den zone, hvor myndighederne kan hjælpe," siger miljøminister Lea Wermelin.
Samtidig med at det nye område etableres, har miljøministeren valgt at forhøje det tilskud, man kan få, til at etablere ulvesikre hegn fra 80-100 procent.
Hvis man oplever gentagende angreb på sine husdyr er det en betingelse for at få kompensation for dræbte husdyr i de to områder, at man har forsøgt at sikre sine dyr mod ulveangreb.
"Ulven er fredet i hele EU, og vi må forholde os til de udfordringer, den skaber. Forebyggelse af ulveskader på husdyr er vigtigt, og vi skal så vidt muligt undgå ulvedræbte husdyr på markerne. Miljøstyrelsens erfaringer er, at fungerende og vedligeholdte ulvesikrede hegn er en effektiv beskyttelse. Derfor skal vi udbrede brugen," siger Lea Wermelin i en pressemeddelse.
Vogterhunde på vej
Flere fåreavlere har også ønsket at bruge vogterhunde til at beskytte dyr på marken efter tysk forbillede. Det bliver nu muligt med et pilotprojekt, hvor der ydes støtte til certificerede vogterhunde tre steder i Danmark.
"Der er gode erfaringer med vogterhunde fra Tyskland, og derfor skal vi også prøve ordningen af i Danmark. Vi starter med at give tilskud til vogterhunde tre steder, og så skal vi se, om ordningen skal gøres permanent," siger Lea Wermelin.
Vogterhunde kan f.eks. være et alternativ i områder, hvor hegning er særligt udfordrende.
"Jeg kan godt forstå bekymringen hos de mange, som skriver til mig om ulve. Vi skal overholde vores forpligtelse til at beskytte ulven, men fra dansk side arbejder vi løbende på at få en fleksibel forvaltning af ulven - også når det gælder regulering. Derfor har vi i oktober været medunderskriver på en erklæring til EU-kommission fremsat af Frankrig, som netop understreger ønsket om mere fleksibilitet," siger Lea Wermelin.
I den seneste status estimerede DCE, Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum Aarhus estimerer, at der var fem voksne ulve og seks hvalpe i Danmark.
Om ulvesikre hegn:
- Der findes to ulvezoner i Danmark.
- Det ene er 330 km2 og ligger sydvest for Holstebro
- Det andet er 570 km2 og ligger sydvest for Silkeborg.
- Inden for områderne kan der søges om tilskud for ulvesikre hegn.
- Hegnene er strømførende med min. 4.500 volt med nederste eltråd som udgangspunkt 20 cm over jorden og øverste eltråd min. 110 cm over jorden.
- Der er i dag 36 km ulvesikret hegn i Danmark, hvoraf Naturstyrelsen ejer ca. 25 km, mens syv private husdyrholdere tilsammen ejer de resterende 11 km.
- Der er ikke dokumenteret ulveangreb bag et ulvesikret hegn i Danmark, der lever op til Miljøstyrelsens standarder herfor.
Om pilotprojekt med vogterhunde:
- Tilskud til tre projekter med to hunde på hvert sted.
- Hundene skal være certificerede vogterhunde købt i Tyskland.
- Ejeren skal deltage i et kursus om korrekt anvendelsen af vogterhundene.
- I Tyskland anvendes racen Pyrenæerbjerghund
- Ingen tyske fåreavlere har mistet får til ulve efter at have anskaffet sig vogterhunde.