Et lager fyldt med brugt og ubrugt legetøj var ved at vokse Nordværk Affaldshåndtering over hovedet.
Der var tale om gode ting – intakte løbecykler, puslespil og kasser med dukker, som aldrig havde set en legeplads. Derfor blev idéen født: Giv det væk til dem, der har brug for det, før det ender i containeren.
Kommunen samlede op på idéen og sendte invitationer af sted til 70 institutioner.
35 takkede ja og mødte op i løbet af tre dages genbrugsfest, hvor de kunne plukke alt fra små legesager til store køretøjer. Interessen blev så stor, at yderligere 35 institutioner nu står på venteliste. Det fortæller TV 2 Nord
"Vi har haft cirka 35 institutioner forbi i de tre dage, vi har inviteret. Det har været rigtig sjovt at være med til at glæde så mange mennesker. Det er jo ren win win," fortæller affaldsspecialist Sebastien Pedersen Bouchara fra Nordværk.
Der blev noteret, hvad der blev taget – og tallene taler for sig selv: 70 flyttekasser med legetøj og hele 60 løbecykler er blevet fordelt ud til glade børn og pædagoger. Løbecyklerne var særligt eftertragtede.
Med de mange interesserede, der stadig venter, er én ting sikkert: forsøget bliver gentaget.
"Det er gået så godt. Vi er kommet af med store mængder, og institutionerne er glade for det, de kan få. Alle nyder godt, så mon ikke vi fortsætter med det," lyder det fra Sebastien Pedersen Bouchara.