Zuckerberg afslører: Her er Facebooks nye navn

Nyheder
Foto: Shutterstock
Facebook ændrer navn, bekræfter stifter Mark Zuckerberg.

Lige nu læser andre også

Facebook hedder ikke længere Facebook. I hvert fald ændrer selskabet bag det sociale medie navn.

I dag står selskabet nemlig ikke blot bag Facebook, men også andre prominente forretninger, herunder Instagram og WhatsApp. Selskabet bag har hidtil blot heddet Facebook, men nu ændrer det navn til Meta.

Det bekræfter stifter Mark Zuckerberg torsdag aften dansk tid på selskabets virtuelle konference Facebook Connect.

Det får dog ikke nogen indflydelse på navnet på det sociale medie, der fortsat vil hedde Facebook. Det understreger Zuckerberg ifølge CNN.

"Lige nu er vores brand så tæt knyttet til ét produkt, at det umuligt kan repræsentere alt det, vi laver i dag, endsige i fremtiden," gav Mark Zuckerberg som årsag til navneændringen ved den virtuelle præsentation.

CNN skriver desuden, at en rebranding kunne være en del af et forsøg på at give Facebooks omdømme en overhaling, da det sociale medie på det seneste har været ramt af dårlig omtale.

Blandt andet har der været historier om misinformation på deres platforme, dårlig indholdsmoderering samt afsløringer af, at deres produkter har negativ indflydelse på brugernes mentale helbred, lyder det fra det amerikanske medie.

Facebook er ikke den første teknologivirksomhed, der har truffet en beslutning om at ændre navn på deres selskab, fordi deres forretning dækker over flere områder, end da selskabet blev stiftet.

I 2015 ændrede Google eksempelvis på deres koncernstruktur, så hele deres koncern blev lagt ind under et nyt moderselskab, der fik navnet Alphabet. Det gjorde de med henblik på at udvide selskabet til også at omfatte andet, end deres søgemaskine.

I dag beskæftiger Alphabet sig med en lang række forretningsområder, der omfatter alt fra at udvikle selvkørende biler til at etablere internet i fjerntliggende områder. Facebook, eller Meta, som navnet er nu, driver flere sociale medier, men beskæftiger sig også med bl.a. VR, blockchain m.m.

 

Anbefalet til dig