OB inviterer fans til gratis superligafodbold i Vejle

Af: Helge Rahbek

|

22/08/2018

Søndag den 26. august tager OB turen til Nørreskoven, hvor Vejle Boldklub venter i et særdeles vigtigt opgør for begge klubber. For at skabe den størst mulige opbakning til holdet, giver OB gratis billetter til alle klubbens fans, der tager turen over Lillebælt.

Lige nu læser andre også

Efter et velfortjent point mod de danske mestre fra FC Midtjylland i sidste spillerunde fortsætter OB nu på søndag, jagten på sæsonens første sejr mod oprykkerne fra Vejle.

Der forventes ekstra mange stribede trøjer på Vejle Stadion søndag eftermiddag, da OB har valgt at betale entréen for klubbens fans, som dermed kommer gratis ind til kampen, hvis de møder op i udebaneafsnittet.

Forstærket fankultur i fælles flok

Invitationen til udebanekampen i Vejle er del af et større projekt, der skal være med til at forstærke fankulturen i den odenseanske Superliga-klub.

"Vores fans betyder vanvittigt meget for OB, og vi arbejder hele tiden på at styrke fankulturen i og omkring klubben. Kampen mod Vejle Boldklub er en af den slags, hvor det kun er tre point der tæller, og derfor vil vi gerne give vores mange fans muligheden, for at sikre den optimale opbakning til deres hold på søndag," siger Jack Jørgensen, kommerciel chef i OB.

Selvom OB ikke har fået den bedste start på sæsonen 2018/2019 har støtten fra Richard Møller Nielsen-tribunen stadig været markant.

"Vi er meget stolte over det store engagement og dedikation, som vi mærker fra vores trofaste og efterhånden hårdtprøvede fans, der bakker op om OB i medgang og modgang. Det har været nogle hårde år for både fans og klub, men gang på gang viser vi, at vi står sammen, når der er brug for det. Som man gør i en familie," tilføjer Jack Jørgensen.

"Vi har et stærkt fællesskab omkring klubben, og det vil vi meget gerne bygge videre på. At betale billetten til kampen på søndag er kun en lille ting, men vi håber at det kan være med til at give både fans og spillere en stor oplevelse i Nørreskoven – og tre ekstremt vigtige point oveni, når kampen fløjtes af."

Udover gratis entré for alle OB-fans har klubbens officielle fanklub, De Stribede, i fællesskab med det uofficielle fanmiljø, arrangeret en fælles togtur fra Odense Banegård. Her får alle stribede fans muligheden for at drage mod Vejle i fælles flok, med afgang fra Odense klokken 11.10.

Fuld støtte inden kampstart

Alle OB-fans, der møder op til kampstart i Nørreskoven kan kvit og frit bevæge sig gennem tælleapparaterne ved Afsnit K på Vejle Stadion. Der forventes, at rigtigt mange stribede fans tager turen til Vejle for at støtte holdet og derfor opfordrer OB alle fans til at møde op i god tid ved udebaneafsnittet for at være klar med fuld support fra kampstart.

Kampen mellem Vejle og OB fløjtes i gang søndag d. 26. august klokken 14.00. 

Anbefalet til dig