En kaffeguide til Vesterbro

Af: Kasper

|

01/12/2019

Grundene til at tage på Vesterbro er mange. Vesterbro har natte- og restaurantlivet i Kødbyen, børnehyggen og græspletterne i Skydebaneparken, lækker take-away og iskolde pils på Istedgade, super shopping-muligheder på Fisketorvet og mere.

Lige nu læser andre også

Sponsoreret indhold

Dette er om noget bydelen i København, der er perfekt til en sightseeing eller til en dags shopping væk fra centrum.

Alternativt kan man også bare hænge ud med vennerne eller familien og få noget god mad, eller en rigtig god kop kaffe. For en ting er sikkert; hvis du befinder dig på Vesterbro og er kaffetørstig, så behøver du ikke gå langt. Bydelen har for sin gode andel af kaffesteder, hvor man går op i bønnekvaliteten med liv og sjæl, til glæde for både vesterbroerne og de turister, der kommer til området for at se sig omkring.

Hyggelig stemning og bænkekaffe a la Berlin

Er du til hyggestemning kombineret med sightseeing, er der nok to steder på Vesterbro, der virkelig er ”stedet at være”. Det ene er Mad & Kaffe, hvor man på en solskinsdag kan sætte sig lige ud til Sønder Boulevard og nyde det autentiske vesterbroliv omkring én. Mens man drikker sin Cafe Latte eller Cortado og bliver serviceret af stedets søde servitricer, kan man f.eks. være heldig at være vidne til Rita Blås Lopper, hvor man kan købe alskens genbrugsguld for ingen penge, eller skue mod Vesterbros nye folkehus, Absalon, hvor der dagligt foregår alt imellem himmel og jord – lige fra morgendans til dragbanko til loppemarkeder og litteraturoplæsninger.

Er man mere til en varm kop kaffe ved borde, der hensætter tankerne til Berlins Kreuzberg eller Friedrichshein-kvarterer, kan man komme i Kioskh, hvor man udover en god kop kaffe kan få et stort udvalg af specialøl samt bøger, LP’er, tegneserier og blade og magasiner. Ved Kioskh er man hip med de hippe, og så kan man lade op til en tur på Fisketorvet, der ligger ca. fem minutters gang derfra.

Børnehygge og kaffe med udsigt over den nye Enghave Plads

Har man børnene med til Vesterbro, kan det om sommeren anbefales at tage i Skydebanehaven og lade dem lege på legepladsen eller plaske løs i soppebassinet. Og så kan man passende krydse Istedgade bagefter og få sig en kop gourmet-kaffe i Sort Kaffe & Vinyl, mens børnene får sig en saft. Sort Kaffe & Vinyl er stedet at være, hvis man er til den forførende blanding af koffein og jazz og obskure plader, du ikke anede eksisterede.

Er man lidt mere på farten, kan man bevæge sig helt ned for enden af Istedgade, til den nyåbnede Enghave Plads metrostation, hvor man finder Navnløs Kaffebar, der med sin lækre kaffe (og iskaffe) og udendørssiddepladser er stedet at være, hvis man skal tanke op på kaffekontoen og følge kvarterets puls tæt på. Her kan du også få et udvalg af bagværk til kaffen, og måske også en sludder for en sladder med sidemanden, mens du venter på, din ven eller kæreste ankommer med metroen. Alternativt kan du selv gå på udforskning i kvarteret – måske finder du en kaffe, der er endnu bedre end omtalt her.

Anbefalet til dig