Nørremarksgrillen imponerer: En usandsynlig gourmetburger på en pølsevogn

Af: Per Broch

|

21/05/2021

Oplevelser
De fleste vejlensere er kørt forbi denne pølsevogn et hav af gange.
Selvom det er ved at være nogle år siden, vi turnerede Vejle rundt for at finde byens bedste burger, så er jagten på gode oplevelser selvfølgelig ikke stoppet. I bestræbelserne på at finde noget, der skiller sig ud, endte vi på Nørremarksgrillen.

Lige nu læser andre også

En ærlig burger, der smager af lige præcis det, der er i.

Alle lokale kender Nørremarksgrillen. Den lille pølsevogn på toppen af Horsensvej i det skrækkelige kryds mellem to tankstationer. Det er vel nærmest utroligt, at en pølsevogn kan overleve på den placering med tanke på, at både Shell og Q8 de sidste år i den grad har opjusteret deres madsalg.

Alligevel er pølsevognen, der bærer navnet Nørremarksgrillen, ganske fint besøgt og i forbindelse med coronanedlukningen har den hyggelige spisestation fået en tiltrængt makeover.

En tilfældig onsdag middag mødte avisens to medarbejdere op til en surprise-smagning af pølsevognens stolthed. En burger med 200g hakket sashikød. Og ikke bare kødet skulle være specielt, for brugerbollen er en brioche-bolle bagt hos Hjertebageren i Vejle. Det er sådan en historie, vi ikke kan stå for, hvorfor vi med masser af mundvand mødte op til lille test.

Du får den, som du vil have den

For den ene udsendte prøvesmager er første test altid, om man kan få en specieludgave af burgeren uden eddike. Det giver altid en masse komplikationer, for der er eddike i rigtig mange ting. Det gjorde dog ikke pølsemanden nervøs, og han diskede op med burgere og kolde sodavand indenfor relativt kort tid.

Man kan selvfølgelig altid diskutere, om det er hyggeligt at sidde eller stå og spise med pølsemanden som nærmeste nabo. Der er jo ingen traditionelle borde (Man kan spise ved bord udenfor grillen), så ædelsen fortærres lynhurtigt. Det matcher generelt ikke til en gourmetburger, så derfor var vi selvfølgelig også spændte på, om man kunne smage, at kødet var dyrere end traditionelt kød.

Bøffen bløder saftigt

Burgeren kom med mayonnaise på den hjemmebagte bolle. Løg, salat og agurk. Enten syltede eller friske agurker, burgerdressing og så burgerbøffen, der havde fået følgeskab af velstegt bacon og en skive cheddarost. I sandhed en kombination som kan sende selv den sureste anmelder i himlen.

Og bøffen var god. Den spruttede med kødsaft og smag. Det blandede sig smukt med bacon og det grønne og blødgjorde bollen på den helt rigtig måde. Selvfølgelig kan alt ikke være gourmet på en pølsevogn, så burgeren manglede lidt karakter. Den var så ærlig i smagen, at alt kunne smages også standarddressingen og mayonnaisen. Det er vel også den eneste anke, man kan komme med. For at løfte sig yderligere skulle der kræses endnu mere om de ingredienser, som er i burgeren ud over kød og bolle, som begge stod skarpt.

Sådan ser den ud. Lige til at spise.

Usandsynlig burgeroplevelse

Man forbinder normalt ikke de gode burgeroplevelser med en pølsevogn. Her er det ofte papbøffer og boller fra Hatting. Og ikke et ondt ord om det, men en rigtig god burger skal være mere end det.

Hos Nørremarksgrillen måtte vi slippe 70 kroner for en burger, som sagtens kan bære det prisskilt. Der er hurtig servering, og man spiser hurtigt op, for det smager lækkert. Hvis du vil have pommes frites til og en sodavand, så lander du på omkring 120 kroner og det er stadig et stykke under, hvad du skal slippe for det samme på en café nede i byen. Kvaliteten er mindst lige så god som på de caféer, vi har her i Vejle.

Så har du lyst til at smage en burger med en bøf i særklasse og sætte tænderne i noget, som er lige præcis det, det lover, så kør op ad bakken og parker bilen. Nyd et kvarter indenfor på en pølsevogn. Det er en rigtig dansk oplevelse.

Tak for mad.

 

 

Anbefalet til dig