Af Martin Nordkvist, forfatter til 'Om vin og mad og hvad der virker'
Udover stor smag og fylde i maden, dukker der også sødme frem. Nogle er større sukkergrise end andre, men uanset den enkeltes smag, så skal sødme mødes med sødme, når det gælder sammensætning af mad og vin. Hvis man serverer en knastør vin til en ret med sødme, vil langt de fleste vine fremstå sure. Der er med andre ord dømt hønserøv, og så står langt de fleste af.
Italiensk vino
Juleanden med hele balladen består blandt andet af decideret søde elementer som brunede kartofler, svesker og ribsgele. Det er et temmelig komplekst måltid at sætte vin til, hvis det skal gå op i en højere enhed. Når jeg selv skal vælge, vil jeg helst have en rigtig god amarone på bordet. Den har sødme, uden at være sød, og jeg er ikke en sukkergris. Men det er ikke her, man skal købe den billigste amarone, så kan du med fordel købe en dyr ripasso i stedet. Gå efter en version med ”classico”-betegnelsen på etiketten, det gælder både for amaronen og ripassoen.
Du kan købe en dejlig portvin her.
Mindre sukker
Er du endnu mindre sukkerfan end jeg, kan du vælge en blød, fyldig vin fra Frankrig. Her skal du til Sydrhone, gerne Chateauneuf-du-Pape, hvor de laver dejlig vin med størst fokus på druesorten grenache. Vil du hellere have oversøisk saft, så vælg en shiraz i den dyre ende.
Prøv noget nyt
Men mon ikke der er mange, som i virkeligheden godt kan lide endnu mere sødme, end amaronen leverer? Her kommer det helt nye julevin-tip: Vintage portvin! Den er pakket med smag, sukker og alkohol. What’s not to like!? Alkoholen hjælper med at rense munden mellem mundfuldene af den fede julemad, og restsukkeret sikrer, at enhver hønserøv over sur vin er forhåndselimineret. Servér portvinen i rødvinsglas ved ca. 16 grader, så er der dømt fuld tilfredsstillelse for alle rigtige sukker- undskyld julegrise. Jeg forudser faktisk, at portvinen kommer tidligere på bordet i mange julehjem de kommende juleaftener. Skal du være firstmover?
Gå selv på opdagelse i portvinens verden.
Denne artikel indeholder affiliate-links