I en tid hvor pengene ikke rækker nær så langt som de seneste år, håber de fleste danskere nok på billige løsninger og en nemmere hverdag.
Desværre kan Finans melde ud, at især én gruppe danskere vil være nødsaget til at skulle betale en dyrere post i månedens budget.
Der er specifikt tale om danske børnefamilier, der skal se sig nødsaget til at betale helt op til 2.600 kroner mere om måneden, grundet de højere priser i det daglige forbrug, så som den daglige indkøbstur.
“Det er de færreste, der lige har 2.600 kroner, som de bare lige kan undvære hver måned. Og det er især familier med små børn, der oplever et enormt pres lige nu. Selvom man bliver nødt til at lægge sine vaner om, så er der jo bare ting, man ikke kan undvære, når man har småbørn”, fortæller Louise Aggerstrøm Hansen, der er chefanalytiker hos Danske Bank.
Og det er ikke kun mælken til havregrynene børnefamilier skal være forberedte på vil stige i prisen.
Nye nøgletal viser nemlig blandt andet også, at fodtøj til børn i aldersgruppen 0 til 13 år er steget med 9,5 procent det seneste år, og generel beklædning af børn i samme aldersgruppe er steget med 4.3 procent.
Samme beklagelige prisstigninger ses også i salget af produkter som barnevogne, autostole og klapvogne. Her er priserne nemlig steget med hele 20 procent.
“Vi ser mange førstegangsforældre, der står med den lange liste over babygear, de skal have fat i, men fordi hverdagen er blevet så dyr, er flere begyndt at vælge genbrug. Udstyr som barnevogne kan jo koste mange tusinde kroner, hvis man vil have dem spritnye”, fortæller Johanna Kiel, der er indehaver af genbrugsplatformen Børneloppen.