En tur i supermarkedet er blevet en dyrere oplevelse for danskerne.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at fødevarepriserne har nået et rekordhøjt niveau – og særligt én vare har taget et massivt prishop.
Prisen på smør steg med hele 33 procent fra december til januar.
En voldsom kontrast til december måneds smørkrig, hvor supermarkederne konkurrerede om de laveste priser.
Dengang hamstrede mange danskere smør i kilovis, og det har vist sig at være en god investering. Det skriver B.T.
Madbudgettet presses
Generelt er fødevarepriserne nu på det højeste niveau nogensinde.
Danmarks Statistiks forbruger- og prisindeks for januar afslører, at prisen på dagligvarer (eksklusive alkohol) har ramt indeks 132,6.
Det betyder, at en indkøbskurv i dag koster næsten en tredjedel mere end for ti år siden.
Selvom inflationen i Danmark kun steg 1,5 procent i januar, viser tallene, at dagligvarer er en af de helt store syndere i danskernes pressede privatøkonomi.
Et farvel til billige fødevarer?
Mens smør er den vare, der er steget mest i pris på kort tid, er det langt fra den eneste fødevare, der er blevet dyrere.
Flere dagligvarekæder har allerede varslet prisstigninger på grund af stigende produktionsomkostninger og uforudsigelige råvarepriser.
Forbrugerne må derfor vænne sig til, at tilbudsjagten bliver vigtigere end nogensinde, hvis madbudgettet skal holdes i skak.