Der er mange ting der koster penge, når man er husejer. Derfor er det i de flestes interesse at spare penge, hvor man kan.
Og det er så sandeligt muligt.
Husstandene i hele landet kan spare mange penge på kommunernes obligatoriske affaldsordninger, hvis kommunerne var mere effektive.
Nogle husstande kan spare helt op til 2.800 kr. årligt, viser ny CEPOS-analyse. Og det er altså ikke småpenge for en familie, lyder det fra CEPOS-økonom, Line Andersen, ifølge en pressemeddelelse.
”Det er et unødigt stort beløb, og der er et stort potentiale for besparelser i mange kommuner", siger Line Andersen, økonom i CEPOS.
Ifølge analysen vil danskerne samlet set kunne spare 2,4 milliarder kroner på afhentning af affald, hvis alle kommunerne gjorde det lige så billigt som de mest effektive sammenlignelige kommuner. Det svarer til en gennemsnitlig årlig besparelse på 900 kroner pr. husstand.
De store potentialer for besparelser kan skyldes manglende konkurrence på området.
”Problemet er, at kommunerne gennem deres regulatoriske monopol ikke har incitament til at reducere gebyrerne. Derfor er det min klare anbefaling, at konkurrencen styrkes gennem obligatorisk udbud, og at husstandenes benyttelsespligt til de kommunale ordninger ophæves", siger Line Andersen, økonom i CEPOS.
Det anbefales samtidig at omfatte affaldshåndtering af økonomisk regulering i Forsyningstilsynet og at opgaven sendes systematisk i udbud.
Sådan fungerer det i dag:
Husstandene har pligt til at bruge kommunernes affaldsordninger og kan altså ikke bare vælge en anden privat udbyder, hvis de er utilfredse
Kommunerne har lov til at dække udgifterne til affaldshåndtering fuldt ud gennem affaldsgebyret
Ikke alle kommuner sender opgaven med at tømme skraldespande i udbud for at finde en billigere løsning
Endeligt er der ikke nogen krav til faste årlige effektiviseringer af affaldsindsamlingen, ligesom der er til for eksempel vandværkerne
Se her, om du betaler for meget for at få hentet dit affald.