Flere risikerer at mærke presset direkte på økonomien
Vinteren er for mange danskere lig med højere varmeforbrug, mere strøm og større pres på husholdningsbudgettet.
Når temperaturerne falder, bliver udviklingen på energimarkederne hurtigt mærkbar derhjemme, og i år kan regningen blive særligt tung for nogle familier.
Høje priser på gas og olie, lave europæiske gaslagre og begrænsede vandreserver i Norge er blandt de forhold, der lige nu skaber bekymring.
Hvis kulden samtidig bider sig fast, kan presset på energipriserne vokse yderligere.
Det skriver Politiken.
Tusindvis oveni regningen
Ifølge Green Power Denmark kan en familie med gasfyr ende med at betale omkring 5.000 kroner mere om året med de nuværende gaspriser.
Har familien samtidig en benzinbil, kan udgiften vokse med yderligere cirka 2.300 kroner om året.
For dieselbiler kan merregningen ligge omkring 3.000 kroner.
Det betyder, at nogle familier samlet kan blive ramt af en ekstraregning på flere tusinde kroner, hvis priserne holder sig på det nuværende niveau.
Ingen slipper helt
Også husstande med elbil eller varmepumpe kan mærke prispresset, selv om ekstraregningen her er mindre.
En elbil ventes i gennemsnit at koste omkring 500 kroner mere om året at lade op, mens en husstand med varmepumpe kan se frem til cirka 1.000 kroner ekstra.
Green Power Denmarks administrerende direktør Kristian Jensen peger på, at Danmark stadig er afhængig af dyr energi fra udlandet.
“Jamen, det er den sørgelige sandhed, at vi ikke har nok vindmøller og solceller, som kan give os den grønne strøm, vi har brug for. Derfor er vi nødt til at lave noget af strømmen på dyre gasanlæg rundt omkring i Europa, og det koster,” siger han.
Ifølge brancheorganisationen kan situationen blive endnu værre, hvis vinteren bliver kold, og uro omkring Hormuzstrædet fortsætter med at påvirke energimarkederne.
Dermed kan en dyr vinter være på vej for mange danske husholdninger.