I dag står en CO2-afgift til at blive påført det danske landbrug, hvilket vil koste ikke blot hos landmændene i produktionen, men også borgerne når der skal handles ind.
Ekspertgruppen har præsenteret tre forslag til udmøntning af en CO2-afgift, hvori de foreslår afgifter på henholdsvis 750, 375 og 125 kroner pr. udledt ton CO2 for landbruget, skriver B.T.
De tre forslag indeholder desuden initiativer til forskellige tilskud og afgifter.
1: Der vil for eksempel ydes et tilskud, hvis der anlægges skov.
2: Der vil blive skabt initiativ til fremme af vådlægning af jord.
3: Desuden introduceres der i alle tre modeller forslag til afgifter på både husdyr og gødning.
Hvor nogle danskere er modstandere af de forøgede priser på fødevarerne, er Radikale Venstre positive over de klimabevidste tiltag.
"Det bliver formentlig lidt dyrere, og det er heller ikke noget, vi i Radikale Venstre har et problem med. For selvfølgelig skal man betale det, som varerne koster, og også betale for den klimabelastning, som man er med til at påføre. Det gælder både landmændene, men også helt ud i forbrugerledet," forklarer Samira Nawa, skatteordfører for De Radikale.
Overfor mediet giver hun også et estimeret bud på, hvor meget danskerne skal forvente at punge yderligere ud, når der skal købes ind: fem-ti procent.
"Det er cirka i det leje, vi taler om. Men det her handler om en afgift på produktionen, så det er den afledte effekt, at man oplever det ude i forbrugsledet også," fortæller hun afsluttende.