Samfundet er blevet ramt af prisstigninger på både dagligvarer, benzin, el, vand og varme, hvilket har haft og vil fortsætte med at have stor betydning for mange danskere.
Desværre forholder det sig således, at jo færre penge du har at gøre med, jo hårdere bliver du også ramt af prisstigningerne. Netop derfor er der mange danskere, der har problemer med at få økonomien til at hænge sammen.
Det er noget, man mærker hos organisationen Dansk Folkehjælp, der er landets største udbyder af feriehjælp. Hidtil har 10.281 danske familier nemlig søgt om hjælp til at komme på sommerferie, hvilket er 2.541 flere end sidste år, og er derfor en stigning på 33%.
Ser man nærmere på ansøgertallet fra før coronapandemien, er stigningen endnu større. Dansk Folkehjælp har nemlig oplevet en stigning på intet mindre end 160% i forhold til 2019.
Ifølge Klaus Nørlem, der er generalsekretær hos Dansk Folkehjælp, er de seneste prisstigninger med til at belyse, hvor stor forskel, der er mellem rig og fattig i Danmark.
"Der er få ting, der som de aktuelle prisstigninger kan tydeliggøre forskellen på rig og fattig. Hvor velstillede familier måske tænker, 'herregud, så koster det lige lidt mere at handle ind' og generelt ikke fornemmer nogen mærkbare livsforringelser, står det helt anderledes til for Danmarks mest udsatte familier. Her har prisstigningerne vidtrækkende konsekvenser, både når det kommer til omkostningerne i dagligdagen," siger han i en pressemeddelelse fra Dansk Folkehjælp.
Han fortæller også, at intet mindre end 65% af alle ansøgere hos Dansk Feriehjælp, har mindre end 100 kroner om dagen, som skal dække hele husstandens madbudget.
"Hele 65 procent af alle ansøgere til Feriehjælp angiver, at de i dag har mindre end 100 kroner dagligt til hele husstandens madbudget. Endvidere er der de mentale afbræk, som alle familier har brug for en gang i mellem. Et af de vigtigste afbræk, man som familie kan få, er en god sommerferie, og derfor er vi i Dansk Folkehjælp glade for at kunne give Feriehjælp til 1.160 danske familier – selvom det lige nu står i skærende kontrast til et rekordhøjt ansøgertal," siger han.
Desværre er det langt fra alle ansøgere, der i 2022 kan få hjælp af Danske Folkehjælp, da de forventer at kunne hjælpe 1.160 ud af de 10.281 familier, der har søgt. Hjælpen består i år af en ugelang ferie for hele familien.
Feriehjælpen er mulig for Dansk Feriehjælp at udbyde til en række heldige danske familier som følge af støtte fra bl.a. Arbejdsmarkeds Feriefond, Ole Kirk's Fond og Egmont Fonden, virksomheder og private bidragydere.