Varmeselskab overrasker: Nu kan disse danskere se frem til lavere varmeregning

08/5/22 08:05

Nicolai Busekist

Foto: Shutterstock
Både el- og varmepriser har buldret til vejrs på det seneste, men nu kan kunderne hos et dansk fjernvarmeselskab se frem til en prisnedsættelse.

Der er rigtig mange danskere, der har oplevet, at det er blevet markant dyrere for dem at varme deres bolig op. I nogle tilfælde er varmeregningen faktisk blevet fordoblet.

Derfor er der mange, der har frygtet, at de kan få svært ved at betale, når regningen kommer. Kunderne hos fjernvarmeselskabet Lystrup Fjernvarme har dog ikke grund til at være nær så bekymret.

I en pressemeddelelse har Lystrup Fjernvarme nemlig meldt ud, at de har valgt at gå den anden vej, end mange andre aktører på markedet. De skruer nemlig ned for deres priser.

Prisnedsættelsen lader dog vente en smule på sig, da den først vil gøre sig gældende fra den 1. juli. Her sætter de nemlig taksten pr. MWh ned med hele 36,4 procent. Det medfører, at deres kunder nu får en megawatt-time til 350 kr. inkl. moms mod de tidligere 550 kr.

Et ganske almindeligt parcelhus med et boligareal på 130 m2 og et forbrug på 18,1 MWh kan se frem til en besparelse på ca. 1.500 kr. i 2022. Bor man i en almindelig lejlighed på 75 m2 med et forbrug på 15 MWh, kan man se frem til en besparelse på ca. 1.200 kr.

Ifølge Poul B. Skou, der er direktør hos Lystrup Fjernvarme, er det faktisk de høje elpriser, der er årsag til det markante prisfald.

Det skyldes, at Lystrup Fjernvarmes leverandør af fjernvarme tjener på samproduktion af el og fjernvarme, hvilket resulterer i lavere priser, og det ender med at komme forbrugerne til gode.

"Vi er glade for, at vi i en tid med stigende priser og ikke mindst voldsomt stigende elpriser kan kompensere både erhverv og private forbrugere en lille smule med prisnedsættelsen," fortæller Poul B. Skou.

Han slår dog fast, at der er tale om en midlertidig prisnedsættelse, da der generelt er stor usikkerhed på energimarkedet.

"Det er vigtigt at understrege, at nedsættelsen af prisen er midlertidig. Det er for tidligt at sige noget om prisen næste år udover, at vi ved, at den vil blive højere end prisen pr. 1. juli," lyder det.