Den danske regering har besluttet at sende yderligere 300 millioner kroner til Ukraine. Den store mængde penge skal bruges til at hjælpe tusindvis af ukrainere med at holde varmen over vinteren.
Pengene kommer fra Ukrainefonden, som blev oprettet i foråret. De skal blandt andet gå til at købe 20 varmekedler, der skal bruges i byen Mykolajiv. Det fortæller Dan Jørgensen (S), minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, ifølge Ritzau.
Varmekedlerne kan bruges til flere formål, men kan blandt andet bruges til at varme hospitaler og andre offentlige bygninger op.
"Ud over de forfærdelige konsekvenser, som krigshandlingerne har, er det klart, at situationen er meget forværret for den almene borger i Mykolajiv-regionen, fordi de ikke har varme," siger Dan Jørgensen.
Han fortæller også, at donationen på 300 millioner kroner estimeres at kunne hjælpe op mod 200.000 ukrainere.
Det er dog ikke alle pengene, der skal gå til at købe kedler. De skal også bruges på fysisk genopbygning af landet, ligesom de skal bruges til at facilitere samarbejde mellem danske og ukrainske kommuner.
Hjælpepakken bliver officielt offentliggjort mand sammen med Oleksandr Kubrakov, der er den ukrainske vicepremierminister for genopbygning. Danmark har ifølge Ritzau fået en ledende rolle i at hjælpe byen Mykolajiv, som også får glæde af de føromtalte varmekedler.
Ifølge Dan Jørgensen hjælper Danmark i hele landet, men det er især Mykolajiv, der er i fokus. Årsagen til dette er ganske simpel; at Danmark er blevet bedt om dette af præsident Zelenskyj
"Det har den fordel, at vi har tætte og nære bånd til myndighederne i Mykolajiv og omkring. Derfor kan vi være mere præcise med at bruge pengene der, hvor det gør den største forskel," siger Dan Jørgensen også.
Han siger også, at det bliver en hård vinter i Ukraine, og at det ikke kan udelukkes, at der bliver brug for flere varmepenge senere på året. Det kan nemlig blive meget koldt i landet, når vinteren for alvor melder sin ankomst.