For første gang: Nu taler Mette Frederiksen ud om koranafbrændinger

Politik
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Statsminister Mette Frederiksen har været meget stille i den seneste tids debat om koranafbrændinger. Nu har hun for første gang meldt sig ind i debatten.

Lige nu læser andre også

Mette Frederiksen har fået kritik for ikke at have meldt sig ind i debatten om koranafbrændinger.

Blandt andet er hun blevet kritiseret af Morten Messerschmidt og Inger Støjberg, som har efterspurgt, at hun deltager aktivt i debatten.

De to partiformænd har nu fået deres ønske opfyldt, da statsminister Mette Frederiksen (S) for første gang har udtalt sig om sagen.

Det sker i et interview med Weekendavisen, hvor hun fortæller, at hun ikke betragter det som en ytring at brænde bøger. Derfor mener hun heller ikke, at det vil være en indskærpelse af ytringsfriheden, hvis det bliver ulovligt at brænde religiøse skrifter.

"Jeg kan ikke lide, at man brænder bøger af. Og indtil for ganske få år siden kunne man heller ikke gøre det omkostningsfrit i Danmark," siger Mette Frederiksen også til Weekendavisen, og fortsætter:

"Så der er mange forskellige aspekter i det her, men det, at vi er i en ny geopolitisk virkelighed, spiller selvfølgelig ind."

​​Det er første gang, at den danske statsminister har blandet sig i debatten om afbrændinger af koraner foran ambassader.

Hidtil har det hovedsageligt været Lars Løkke Rasmussen (M), der har stået for at udtale sig på regeringens vegne. Dette gjorde han blandt andet søndag, hvor han fortalte, at regeringen vil forsøge at finde et 'juridisk værktøj', der kan forhindre afbrænding af koraner.

På nuværende tidspunkt er det kun Danmark og Sverige, der tillader, at man kan brænde religiøse skrifter. Det faktum, at det er de eneste lande, kan ende med at have 'sikkerhedsmæssige konsekvenser', lyder det.

Desuden mener Mette Frederiksen, at der også er en risiko for, at Danmark ender med at blive 'isoleret på den internationale scene'. Det er problematisk, da landet gennem mange år har brugt store kræfter på at skabe partnerskaber og alliancer.

Statsministeren påpeger ifølge Ritzau også, at det er nødvendigt at finde en løsning på krigen i Ukraine, og det at Vesten mister indflydelsen i verden.

Anbefalet til dig