Grønlandsk politiker i modvind: Forslag kaldes “åbenlys diskrimination”

Af: Mie M.B

|

17/02/2025

Politik
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Et upopulært forslag fra partiformand har fået flere op af stolene

Lige nu læser andre også

Debatten om stemmeret ved en eventuel grønlandsk folkeafstemning om selvstændighed er igen blusset op forud for det kommende valg i Grønland den 11. marts. Formanden for partiet Naleraq, Pele Broberg, har tidligere foreslået, at kun etniske inuitter skal have ret til at deltage i afstemningen, hvilket har udløst kritik fra juridiske eksperter. Det skriver B.T.

Juraprofessor ved Syddansk Universitet, Frederik Waage, betegner forslaget som ekstremt og problematisk i en demokratisk kontekst.

“Det forekommer ekstremt, at man bruger et rent etnisk kriterium for ret til deltagelse i en folkeafstemning. Der er tale om åbenlys diskrimination på baggrund af etnicitet,” siger han til B.T.

Brobergs forslag skabte allerede i 2021 intern splittelse i Grønlands regering, hvilket førte til hans afgang som udenrigsminister og senere til, at Naleraq forlod regeringen. Forslaget indebærer også oprettelsen af et såkaldt "inuitregister" for at afgrænse, hvem der anses for at tilhøre det grønlandske folk.

“Hvis der var tale om, at man lagde et etnisk kriterium ned over deltagelsen i et valg, ville det utvivlsomt være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,” siger Frederik Waage.

Broberg afviser dog kritikken og mener, at hans forslag bliver fejltolket af både eksperter og medier.

“Jeg forstår, at der er forskere, der ikke har læst mit forslag, og som nu tolker på det gennem medierne. Det i sig selv må stå for mediernes regning,” siger han i en skriftlig kommentar til B.T.

Han henviser til selvstyreloven fra 2009, hvor det er "det grønlandske folk", der ifølge lovteksten skal træffe beslutningen om selvstændighed. Denne formulering tolker han som en henvisning til etniske inuitter – en opfattelse, som Grønlands regering er uenig i.

“Deres kritik må gå på selvstyreloven, hvor "det grønlandske folk" er beskrevet af den danske stat. Den er trods alt vedtaget gennem folkeafstemning heroppe samt er en gældende folketingslov,” siger han.

Selvom Broberg har argumenteret for, at danskere ikke bør have stemmeret i en selvstændighedsafstemning, påpeger han, at han ikke har foreslået at ændre valgloven, men kun at oprette et inuitregister.

“Jeg har i hvert fald ikke stillet forslag om at ændre valgloven, der dikterer, hvem der må stemme. Det er et inuitregister, jeg har stillet forslag om,” siger han.

Anbefalet til dig