Det var en stærk og direkte tale som Canadas nu tidligere premierminister Justin Trudeau leverede efter USA's nye toldsats trådte i kraft i sidste uge. I 11. time af sin embedstid gav Trudeau råt for usødet sin helt ufiltrerede holdning til den nyvalgte amerikanske præsident og lukkede dermed døren til sin karriere som premierminister med et brag. Nu har Canada været ved stemmeurnerne og Trudeaus afløser er blevet valgt.
Mark Carney bliver Canadas næste premierminister efter at have vundet en overvældende sejr i afstemningen om lederposten i Det Liberale Parti. Med 85,9 procent af stemmerne overtager den tidligere centralbankchef posten fra Justin Trudeau, der i januar meddelte sin afgang. Det skriver TV2.
Spændinger med USA i fokus
Carney overtager ledelsen af Canada i en tid med stigende spændinger mellem Ottawa og Washington. USA’s præsident Donald Trump har bebudet forhøjede toldsatser på canadiske varer og har flere gange provokeret ved at omtale Trudeau som "guvernør Trudeau" – en antydning af, at Canada burde være USA’s 51. stat.
I sin afskedstale søndag advarede Trudeau om, at Canada står over for en "eksistentiel udfordring" i forhold til USA’s krav og handelspolitik.
Carney slår fast: Canada forbliver uafhængigt
I sin første tale som premierminister søndag aften gjorde Mark Carney det klart, at han vil beskytte Canadas suverænitet og ressourcer.
"Tænk over det. Hvis det lykkes for dem, ville det ødelægge vores levevis," sagde han med henvisning til amerikanske interesser i Canadas vand, jord og råstoffer.
Han fremhævede sundhedsvæsenet som et afgørende eksempel på forskellen mellem de to lande: "I USA er sundhedsydelser en forretning, men i Canada er det en rettighed." Han slog fast, at "USA er ikke Canada. Canada vil aldrig nogensinde blive en del af USA på nogen som helst måde."
Vil svare igen på Trumps handelspolitik
Carney har tidligere argumenteret for, at Canada bør svare på Trumps handelsrestriktioner med gengældelsestold og fokusere på at styrke nye handelsalliancer. Han understregede i sin tale, at han vil sikre stærke relationer med "pålidelige" handelspartnere og beskytte Canadas grænser.
Carney er den første canadiske premierminister uden tidligere erfaring som minister eller folkevalgt politiker. Hans baggrund i finanssektoren og hans tid som centralbankchef vil blive afgørende i håndteringen af de økonomiske udfordringer, der venter.