Jens Asbjørn Bøgen
Forklaringen er ret ejendommelig.
“Det er venstrefløjens skyld!”
“Nej, det er højrefløjens!”
“Det er netop problemet med jer på venstrefløjen – I skyder altid skylden på andre!”
“Det må være en joke – I på højrefløjen gør jo præcis det samme!”
De politiske betegnelser ”venstre” og ”højre” bruges næsten dagligt – i politiske debatter, i samtaler mellem kolleger og når man diskuterer aktuelle begivenheder over middagsbordet.
Men hvor stammer disse udtryk egentlig fra?
De går mere end to århundreder tilbage, og deres oprindelse ligger ikke i ideologi, men i den fysiske placering af lovgivere under en af Europas mest turbulente revolutioner.
Begyndelsen i 1789
Betegnelserne opstod første gang under Frankrigs nationalforsamling i 1789. Tilhængere af monarkiet og kirken samledes til højre for forsamlingens præsident, mens revolutionærerne sad til venstre.
En af de delegerede, baron de Gauville, forklarede senere:
“Vi begyndte at genkende hinanden: De, der var loyale over for religionen og kongen, tog plads til højre for formanden for at undgå råbene, ederne og usømmelighederne, som havde frit spil i den modsatte lejr.”
Da en ny lovgivende forsamling erstattede den oprindelige i 1791, blev siddeopdelingen bevaret. Reformisterne sad til venstre, de moderate i midten og forsvarerne af den gamle forfatning til højre.
Denne symbolske opdeling fortsatte i nationalkonventet i 1792, selv om højre side næsten blev tom efter girondisternes fald i 1793.
En ny politisk orden
Efter Thermidor-oprøret i 1794 blev de radikale venstrefløjsmedlemmer udelukket, og praksissen med at sidde efter fraktion blev afskaffet.
Men efter Bourbon-restaurationen i 1814–1815 vendte ordningen tilbage. Ultraroyalisterne tog igen plads til højre, de konstitutionelle monarkister i midten og de uafhængige til venstre.
Udtrykkene ”centrum-venstre”, ”centrum-højre” og ”ekstrem” opstod snart for at beskrive den voksende ideologiske mangfoldighed.
Det samme mønster inspirerede andre lande. I USA knyttede Thomas Jefferson – en beundrer af den franske revolution – de franske udtryk ”côté droit” (højre side) og ”côté gauche” (venstre side) til naturlige politiske modsætninger.
I et brev til sin ven, markis de Lafayette, i 1823 bemærkede Jefferson, at politiske modsætninger fandtes i alle samfund,
”uanset om man kalder dem aristokrater og demokrater, côté droite eller côté gauche, ultras eller radikale, servile eller liberale.”
Frankrig efter 1848
Efter omvæltningerne i 1848 stod to klare rivaler over for hinanden i fransk politik: de demokratiske socialister, der brugte røde flag, og de reaktionære, der brugte hvide.
Da den tredje republik begyndte i 1871, var betegnelserne ”venstre” og ”højre” blevet en fast del af partistrukturen. Grupper som den republikanske venstrefløj, centrum-højre og den yderste venstrefløj begyndte at formalisere deres programmer.
Interessant nok stod den radikale venstrefløj – grundlagt i 1881 – trods sit navn ofte tættere på centrum-venstre end på den mere revolutionære yderste venstrefløj.
Den moderne betydning
I begyndelsen af det 20. århundrede havde ”venstre” og ”højre” udviklet sig til brede politiske betegnelser knyttet til ideologi.
”Venstre” blev forbundet med republikanere, reformister og senere socialister, mens ”højre” refererede til konservative og forsvarere af traditionen. Det, der begyndte som en siddeplads, blev et globalt symbol for politisk identitet.
I 1914 omfattede Frankrigs venstrefløj forenede socialister, republikanske socialister og socialistiske radikale. Højrefløjen beholdt den traditionelle side af salen.
Brugen af disse begreber spredte sig hurtigt over Europa og videre, selv om betydningen ofte varierede fra land til land.
Ideologiske kontraster
De to betegnelser havde dog ikke samme vægt. Mange konservative afviste venstre–højre-spektret helt og kaldte det splittende.
Reformisterne derimod tog det til sig som en måde at formulere den politiske kamp på. Filosoffen Émile Chartier bemærkede i 1931:
“Når folk spørger mig, om opdelingen mellem højre- og venstrepartier, højremænd og venstremænd stadig giver mening, er det første, jeg tænker, at den, der stiller spørgsmålet, helt sikkert ikke er en mand fra venstrefløjen.”
I Storbritannien blev begreberne almindelige i debatten i slutningen af 1930’erne, især i forbindelse med uenighederne om den spanske borgerkrig.
At definere klasse og magt
Midt i århundredet gav sociologen Robert M. MacIver en klarere definition i The Web of Government (1947).
Han skrev, at højrefløjen ”altid er den politiske sektor, der er forbundet med de øvre eller dominerende klassers interesser”, mens venstrefløjen repræsenterer ”de lavere økonomiske eller sociale klasser”.
Midten, sagde han, afspejler middelklassens interesser.
For MacIver forsvarede højrefløjen privilegier og hierarki, mens venstrefløjen kæmpede for lighed og udvidede muligheder.
Med tiden kom disse begreber – som oprindeligt beskrev siderne af et rum – til at definere det politiske sprog verden over.
Kilder: Encyclopaedia Britannica, Reuters, BBC, AP
