I kampen på opmærksomhed må politikere være opfindsomme når det kommer til, hvordan de kommunikere deres budskaber ud. Nogle forsøger at gå humorens vej, andre bruger sociale medier eller noget helt tredje. Lige nu er DFU (Dansk Folkeparti Ungdom, red.) dog kommet i en sand shitstorm, efter deres kampagne gik viralt.
Kampagnen, der er en del af det igangværende skolevalg, omfatter flyers, som ligner boardingkort med destinationen 'Mellemøsten' og afrejsedatoen 'hurtigst muligt'. Disse boardingkort, som er udtænkt af Laura Guldager, næstformand i DFU, har til formål at fremme partiets politik om hjemsendelse af kriminelle indvandrere.
Kampagnen har dog mødt skarp kritik fra flere sider, med anklager om racisme. Blandt kritikerne er Folketingsmedlem fra Radikale Venstre, Samira Nawa, der betegner kampagnen som "noget svineri". På trods af kritikken forsvarer Laura Guldager kampagnen over for B.T, hvor hun understreger, at den henvender sig specifikt til kriminelle indvandrere og ikke til personer eller elever med rødder i Mellemøsten generelt.
Flyeren, der ifølge Guldager har fået "rigtig positiv respons", er designet til at vække debat og interesse. På forsiden står der 'utilpasset indvandrer' på arabisk, mens bagsiden uddyber tankerne bag boardingkortet. Guldager afviser, at kampagnen er for skarp for et skolevalg, og påpeger, at DFU skriver inden for rammerne og ikke går efter enkeltpersoner.
Spørgsmålet om, hvorvidt denne form for politisk kommunikation er passende for et skolevalg, hvor "vælgerne" er store folkeskolebørn, er blevet rejst. Guldager argumenterer for, at der ikke bør være forskel på kommunikation til et skolevalg og et normalt folketingsvalg.
Skolevalget, som har til formål at styrke unges demokratiske dannelse og politiske selvtillid, finder sted den 1. februar. Op mod 80.000 skoleelever fra ca. 700 skoler forventes at deltage. DFU's kontroversielle kampagne har uden tvivl sat gang i en bredere diskussion om grænserne for politisk kommunikation og opdragelse af unge vælgere.