Det er ingen hemmelighed, at Søren Pape Poulsen og co. har et ønske om at indføre skattelettelser, såfremt de vinder valget.
Der er dog især én gruppe danskere, som skal have lov til at beholde en større del af deres løn, hvis det står til Det Konservative Folkeparti.
Ifølge TV 2 har Det Konservative Folkeparti op til deres landsråd lørdag foreslået, at de ældste på arbejdsmarkedet bliver tilgodeset med en skattelettelse, så de kan sætte en større del af deres løn ind på bankkontoen.
Konkret er det de seniorer, der bliver på arbejdsmarkedet og dermed fortsætter med at arbejde, efter de er nået pensionsalderen, der skal have en stor skattelettelse, der lyder på 37.000 kroner om året.
Det Konservative Folkeparti vil nemlig fordoble seniorernes beskæftigelsesfradrag, så det stiger fra 10,65 procent til 21,3 procent. Og det vil medføre, at det maksimale beløb stiger fra 41.600 kroner til 78.600 kroner.
Ifølge Mette Abildgaard, der er politisk ordfører for Det Konservative Folkeparti, er der mangel på arbejdskraft, hvilket medfører, at danske virksomheder er nødt til at sige nej til ordrer.
Partiet mener derfor, at samfundet har en opgave, der lyder på at øge arbejdsstyrken – og her er der en stor portion ældre, der sagtens vil kunne bidrage, mener Mette Abildgaard.
"Og vi har en stor portion ældre, som faktisk har lysten og modet på at blive lidt længere på arbejdsmarkedet. Kan vi gøre det attraktivt at blive længere, så gør vi både noget godt for dem, men vi gør i dén grad også noget godt for virksomhederne, der mangler den her arbejdskraft," siger hun ifølge TV 2.
Ifølge partiet vil det forøgede beskæftigelsesfradrag til seniorer koste samfundet 300 millioner kroner. Disse penge er finansieret i den 2030-plan, partiet har præsenteret. Blandt andet vil de ændre på dagpengesatsen og den højere ydelse til kontanthjælpsmodtagere.