Hos Lars Boje Mathiesen, der bl.a. er finansordfører for Nye Borgerlige, er der nemlig ikke umiddelbart jubel over, at regeringen har afsat to milliarder kroner som et engangsbeløb.
Han mener derimod, at der er behov for at træde et skridt tilbage og se nærmere på fakta. Ifølge Nye Borgerlige-politikeren er der nemlig tale om spin fra regeringens siden.
"Regeringen foreslår 2 milliarder som et engangsbeløb. Hvis vi sammenligner med den famøse varmecheck, så er det 400 millioner mindre, da den var 2,4 milliarder. Varmechecken kom ud til ca. 400.000 husstande, som fik 6.000 kr.," skriver han på Facebook.
"Hvis samme størrelse gruppe skal have igen vil det altså være 5.000 kr. pr. husstand som et engangsbeløb. Men gruppen forventes at være større, da pensionister, folk der fyrer med træpiller og andre grupper også er hårdt ramt. Hvis gruppen derfor består af fx 600.000 husstande, så vil det give 3.333 kr. til hver husstand."
Samtidig fremhæver han, at der er tale om et engangsbeløb. Det betyder, at der ikke er hjælp at hente hver måned eller hvert kvartal, selvom mange har brug for dette.
Han nøjes dog ikke med at rette kritik af regeringens løsning på den stigende inflation og de stigende priser. Han har nemlig selv en løsning på problemet.
"Men hvad skal man så gøre? Jo, sænk skatter og afgifter og finansier det ved at politikerne for en gang skyld spænder livremmen en anelse ind. Det vil give en gennemsnitlig børnefamilie mellem 5-6.000 kroner mere i lommen om måneden efter skat," skriver han.
Han påpeger også, at det er begrænset, hvad er skal spares i det offentlige budget, før hans plan kan finansieres. Han skriver nemlig, at budgettet kun vil være 0,6% mindre.
"Hvis de politiske magthavere i år har 100 kroner. Så vil de næste år have 99 kroner og 40 øre. Altså 0,6% mindre," skriver han, og fortsætter:
"Mon ikke nok man kan finde for 0,6% fråds og unødvendige ting i det offentlige på næste års budget? Det kan man. Også uden at skære i den grundlæggende borgernære kernevelfærd. Og hvis man mener man ikke kan, så burde man ikke sidde med ansvaret."