Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har oprustet med en ny særlig rådgiver og har derfor nu to rådgivere at trække.
Lars Løkke Rasmussen har besluttet sig for at styrke sit hold af medarbejdere.
Udenrigsministeren har nemlig hyret Jonas Juul Bisserup Bechfeldt, der har fået rollen som særlig rådgiver.
Den nye mand kommer direkte fra jobbet som partisekretær i Moderaterne, hvorfor de to allerede kender hinanden.
Han skal blandt andet bistå ministeren med det regeringspolitiske arbejde, lyder det fra Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
To rådgivere i staben
Ansættelsen betyder dog ikke, at Karen Clement bliver nødt til at forlade sin stilling.
Hun er i forvejen særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen og bliver på posten, bekræfter Udenrigsministeriet over for B.T.
Løkke har med den nye ansættelse altså to særlige rådgivere ved sin side, hvilket der selvfølgelig er omkostninger forbundet med.
Clement har nemlig en årsløn på 1.242.868 kroner, men hvad Bisserup Bechfeldt kommer til at tjene, er der endnu ikke oplyst noget om.
Kendt ansigt i ministeriet
Den nye rådgiver er bestemt ingen novice i rollen, da han før har været særlig rådgiver for både Løkke selv og for Jakob Engel-Schmidt, da han var kulturminister.
Udenrigsministeren havde tidligere også Morten E.G. Jørgensen Brautsch tilknyttet som særlig rådgiver, men det er dog ikke længere tilfældet.
Brautsch kom i Folketinget for Moderaterne ved det seneste valg og fik på det tidspunkt 1.277.404 kroner om året for sit job som rådgiver.