Messerschmidt raser mod Mette Frederiksen: Det er ufatteligt arrogant

29/6/22 14:10

Nicolai Busekist

Foto: Shutterstock
Dansk Folkeparti-formand Morten Messerschmidt kalder Mette Frederiksens seneste udtalelser for 'ufatteligt arrogante'.

Minkkommissionen afleverer torsdag den 30. juni sin rapport om mink-sagen.

Det er sandsynligvis en rapport, som Mette Frederiksen ikke ser frem til at læse, da det forventes, at den vil indeholde hård kritik af regeringen og statsministeriet.

Resultatet af denne rapport vil også være afgørende for, hvorvidt der er grundlag for en rigsretssag mod Mette Frederiksen, men allerede nu afviser statsministeren, at der skulle være grundlag for dette.

I et interview med Berlingske fortæller hun, at hun er af den opfattelse, at der intet grundlag er for, at Folketinget starter en rigsretssag eller betaler for udførelsen af en advokatvurdering af, om der er grundlag for dette.

Desuden har hun også angivet fem kriterier, som hun mener, skal være opfyldt, hvis advokater skal undersøge, om der kan føres en rigsretssag mod hende. Her lægger hun særligt vægt på, om lovbruddet er sket bevidst eller ej.

Hendes udtalelser i interviewet vækker dog ikke just begejstring i Folketinget, hvor flere politikere i blå blok har langet ud efter udtalelserne.

En af dem, der har gjort det klart, at han bestemt ikke giver meget for hendes udtalelser, er Dansk Folkeparti-formand Morten Messerschmidt.

"Hvor er det ufattelig arrogant af statsministeren. Først erkender hun nu at have brudt loven og forventer derfor 'hård kritik'. Men i samme åndedrag siger hun, at der ikke er grundlag for en rigsretssag. Hvor ved hun det fra?!" lyder det fra Messerschmidt i en kommentar, som han har delt flere steder på Facebook.

Morten Messerschmidt mener ikke, at Mette Frederiksen skal have lov til at agere dommer i sin egen sag. I stedet skal uafhængige advokater have lov til at vurdere sagen.

"Hvorfor skal hun være dommer i sin egen sag! Den eneste respektfulde tilgang – overfor minkavlere, skatteyderne, vælgerne, Folketinget og retsstaten – er naturligvis at lade uafhængige advokater vurdere sagen. Mette er ikke hævet over loven," lyder det også fra ham.

I sidste ende vil det være op til regeringens støttepartier, om der skal foretages en advokatvurdering af, om der er grundlag for en rigsretssag.