Messerschmidt raser mod regeringen: Det grænser til magtmisbrug

Politik
Foto: DF
Dansk Folkeparti-formand Morten Messerschmidt er bestemt ikke tilfreds med regeringens formulering på stemmesedlen den 1. juni.

Lige nu læser andre også

Den 1. juni 2022 skal danskerne til stemmeurnerne. Her er der nemlig folkeafstemning om, hvorvidt Danmark skal afskaffe sit EU-forbehold på forsvarsområdet.

Dette forbehold betyder bl.a., at Danmark ikke deltager i dele af EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik, der påvirker forsvarsområdet.

Hertil deltager Danmark ikke i EU's militære operationer, som de heller ikke finansierer eller bidrager til med soldater og militært isenkram. Det samme er gældende i forbindelse med EU-ledede indsatser i konfliktområder.

Dog er Danmark en del af de civile missioner, der hidtil har udgjort hovedparten af de missioner, der er blevet iværksat af EU.

Men nu skal danskerne stemme om, hvorvidt dette forbehold skal afskaffes, og på stemmesedlen fremgår følgende tekst: 'Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?'.

Denne formulering af Dansk Folkeparti-formand Morten Messerschmidt ikke tilfreds med. Han mener, at det viser at EU-partierne er ængstelige for udfaldet, og hævder endda, at det grænser sig til magtmisbrug.

"Formuleringen viser hvor ængstelige, at EU-partierne er for udfaldet. Og det grænser til magtmisbrug. Ja-siden frygter nemlig, at alene ordene 'Europæisk Union' eller 'EU' påkalder en skeptisk og vagtsom reaktion, måske endda antipati, hos mange vælgere. Og med rette. Sporene skræmmer," skriver han i et opslag på Facebook.

Derimod mener han, at de skal trække deres formulering af afstemningens tema tilbage. Han har ovenikøbet skrevet sin egen formulering til stemmesedlerne, som du kan se herunder:

"Siger du ja eller nej til, at Danmark skal holde op med at være på tværs og løbe fra sit ansvar, men tværtimod frit kan vælge at deltage i et fuldstændig uforpligtende samarbejde i Europa om tryghed, sikkerhed og forsvar, sammen med alle andre europæere, så Danmark ikke forbliver totalt isoleret og overladt til sig selv?"

Også på Twitter har han udvist sin utilfredshed med den valgte formulering:

"Hvordan kan man holde folkeafstemning om EU-forsvarsforbeholdet uden at nævne hverken 'EU' eller 'forbehold' på stemmesedlen..? Det er da grotesk," skriver han på Twitter.

Anbefalet til dig