Mette Frederiksen aflyser: Dropper at tale til arbejderne 1. maj

18/02/2020

Christian Granhøj Skouboe

Statminister Mette Frederiksen besøger ikke Fælledparken 1. maj i år. Foto: Shutterstock
Statsministeren fortæller tirsdag, at hun springer den traditionsrige tale i Fælledparken 1. maj over i år.

Mest læste i dag

Hvert år er det en folkefet, når Arbejdernes Internationale Kampdag løber af stablen landet over. 

Især et arrangement står formentlig klart i danskernes bevidsthed. 

Der er naturligvis tale om statministerens traditionelle tale fra podiet i Fælledparken i København. Det er sjældent, at netop denne bid af Danmark 1. maj ikke når ind i danskernes stuer gennem radio eller tv. 

Sådan bliver det dog ikke i år. Det skriver Ekstra Bladet tirsdag. 

Statsminister Mette Frederiksen har nemlig besluttet, at hun ikke vil holde tale i netop Fælledparken, da der de seneste år har været ballade under talerne. 

Slåskampe opstod

Det vækker opsigt, at formanden for Socialdemokratiet - der traditionelt set har været Danmarks arbejderparti - ikke selv dukker op, når kampdagen løber af stablen. Her markeres den kamp, som tidligere generationer har kæmpet for at sikre, at danske arbejdere har gode betingelser og der ikke drives rovdrift på arbejdskraften.

"Sidste år opstod slåskampe, som gik ud over børn på 14-15 år, der ellers bare var til stede, fordi de er politisk interesserede. Jeg har derfor besluttet, at jeg for nærværende ikke ønsker at tale i Fælledparken 1. maj," udtaler statminister Mette Frederiksen (S) til Ekstra Bladet.

I 2019 måtte Mette Frederiksen - der på daværende tidspunkt endnu ikke var statsminister - afbryde sin 1. maj tale i Fælledparken på grund af uroligheder blandt de fremmødte. 

Dagen er blevet markeret siden 1889. 

Her bestemte en lang række repræsentanter og politiske organisationer fra lande i Europa og Amerika at gøre 1. maj til en international demonstrations- og festdag for det arbejdende folk.

 

 

Anbefalet til dig