Statsminister Mette Frederiksen afviser nu, at det var Socialdemokratiet, der foreslog at fjerne en helligdag.
Lige nu læser andre
Spørgsmålet om, hvem der oprindeligt foreslog at afskaffe store bededag, er igen blevet til et meget omtalt emne forud for folketingsvalget. Emnet blev derfor også bragt på banen, da statsminister Mette Frederiksen tirsdag morgen gæstede radioprogrammet Go’ Morgen P3.
Her blev hun spurgt direkte om, hvem der i sin tid lancerede idéen om at fjerne helligdagen. Indtil nu har det nemlig ikke været offentligt kendt, hvem der først bragte forslaget på banen under regeringsforhandlingerne efter folketingsvalget i 2022.
Diskussionen blev for alvor genoplivet i den spæde start af valgkampen, da den konservative politiker Rasmus Jarlov udtalte, at det var Socialdemokratiet, der oprindeligt stod bag forslaget.
Den udlægning bliver dog afvist af statsminister Mette Frederiksen. I radioprogrammet understregede hun, at idéen ikke udsprang fra hendes parti.
“Vi har ikke haft noget som helst ønske om at afskaffe en helligdag fra Socialdemokratiet,” sagde Mette Frederiksen i interviewet ifølge DR.
Læs også
Dermed gør hun det klart, at ansvaret for at fjerne helligdagen ikke ligger hos Socialdemokratiet. Underligt nok, så har de øvrige regeringspartier også tidligere afvist at stå bag initiativet.
Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, har tidligere sagt, at idéen ikke kom fra hans parti. Det samme gjorde Venstres formand, Troels Lund Poulsen, så sent som dagen før interviewet.
Statsministeren fastholder dog, at hun ikke vil gå ind i detaljer om, hvad der præcist blev sagt under regeringsforhandlingerne i 2022. Hun gør det i samme ombæring også klart, at regeringen samlet set står bag den beslutning, der senere blev truffet.
“Jeg står selvfølgelig på mål fra de beslutninger, vi har truffet i regeringen, men det med at gå ind i, hvad der er sagt i forhandlingsrum og sådan noget, det synes jeg ikke, man skal gøre,” siger hun.
Hun og resten af regeringen tager derfor ansvar for beslutningen om at afskaffe store bededag, men hun er dog ikke villig til at udpege, hvem der kom med idéen. Og det er der tilsyneladende heller ikke andre i regeringen, der er villige til.