Danmark har meddelt, at landet står klar til at yde hjælp til både Sverige og Finland, såfremt det skulle ske, at der forekommer et angreb på deres territorium, inden de to lande er blevet fuldgyldige medlemmer af NATO.
Dette fremgår mandag af en udtalelse, der er blevet delt på Statsministeriets hjemmeside, som henholdsvis Danmark, Island og Norge står bag.
"Finlands og Sveriges sikkerhed er et fælles anliggende. Skulle Finland eller Sverige blive offer for aggression på deres territorium, inden de opnår Nato-medlemskab, vil vi bidrage med alle tilgængelige midler," lyder det.
"Vi påbegynder straks forberedelser til at effektuere disse sikkerhedsgarantier. Vi vil også videreudvikle vores forsvarssamarbejde med Finland og Sverige."
Derudover har Mette Frederiksen også understreget, at man i Danmark ønsker at hjælpe med at sikre, at deres optagelsesproces går hurtigt.
Hun har forklaret, at den danske regering hurtigst muligt vil fremsætte et beslutningsforslag til Folketinget, der omhandler henholdsvis den svenske og finske NATO-ansøgning, der forventes at blive afsendt inden længe.
Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen mandag eftermiddag, hvor hun udtalt sig under et doorstep sammen med forsvarsminister Morten Bødskov.
Derudover har den danske statsminister også gjort det klart, at Danmark bakker helhjertet op om, at både Finland og Sverige ansøger om medlemskab i NATO.
"Det giver i vores øjne mulighed for et styrket nordisk samarbejde også inden for sikkerheds- og forsvarsområdet. Vi ønsker derfor, at Danmark skal gøre alt, hvad vi kan, for, at Finland og Sverige så hurtigt som muligt kommer ind i Nato," lød det fra Mette Frederiksen ifølge Ritzau.
De officielle ansøgninger om medlemskab i NATO forventes – som sagt – at blive afsendt fra både Finland og Sverige inden længe.
I begge tilfælde er der tale om en stor beslutning, da der er tale om et historisk brud, da de begge har haft en militær alliancefrihed, der har spillet en central rolle i deres sikkerhedspolitik i lang tid.