En varmecheck på 6.000 kroner er onsdag blevet udbetalt til de over 400.000 husstande, der lever op til rammerne for checken.
Det blev meldt ud af klima, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen i en pressemeddelelse.
I et opslag på Facebook jubler Mette Frederiksen nu over, at over 400.000 husstande har fået et tilskud, der kan hjælpe med at betale de stigende energipriser.
"God nyhed. Varmechecken på 6.000 kroner er blevet udbetalt. Omkring 400.000 hjem får gavn af den. Jeg ved godt, at de stigende priser kan mærkes hos jer alle. Vi kan ikke holde alle skadefri. Men vi skal hjælpe jer, som har sværest ved at få hverdagen til at hænge sammen," skriver hun.
Det er dog ikke alle, der ser positivt på nyheden om, at varmechecken, som der blev indgået en aftale om i marts i år, er blevet udbetalt.
En af dem, der retter kritik af statsminister Mette Frederiksen, er Alex Vanopslagh, der er politisk leder for Liberal Alliance:
"Tænk sig engang at vi bor i et land med så høje skatter og afgifter, at staten er nødt til at give checks til borgerne (selvfølgelig kun socialdemokratiske kernevælgere!), så de kan betale regninger," skriver han, og fortsætter:
"Hvad med bare at sænke skatterne i stedet? Men dejligt at varmechecken nu endelig er udbetalt her i årets varmeste måned."
Liberal Alliance-politikeren er dog ikke ene om at kritisere Mette Frederiksen, for også Sophie Løhde, der er politisk ordfører for Venstre, har kritiseret hende. Hun retter især kritik af, hvor lang tid, det har taget:
"I har da i hvert fald skyndt jer langsomt. Det bliver 30 grader i morgen," skriver Sophie Løhde.
Andre politikere mener ganske enkelt, at Mette Frederiksen og regeringen har ventet med at udbetale varmechecken, så det kan bruges i forbindelse med en kommende valgkamp.
"Timet og tilrettelagt lige til valgkampen. Plat måde at drive gæk med danskerne på. Sænk afgifterne i stedet," skriver Claus Bøgh Svenningsen fra Nye Borgerlige.
Han får støtte fra Nicolai Sandager fra Liberal Alliance, der mener, at Mette Frederiksen har 'kastet penge efter egne kernevælgere', så hun snart kan udskrive valg.
"Godt at kunne kaste lidt penge efter sine egne kernevælgere til at købe varme - især efter at have snølet med det indtil den varmeste tid på året. Det havde været markant nemmere at sænke skatten - så kunne folk selv have prioriteret," lyder det, inden han fortsætter:
"Men nu da du har kastet mammon efter folket - så kan du roligt udskrive valg."