Hvis du synes, din egen løn ikke rækker så langt i disse tider, så er du ikke alene.
Men hos regeringen er det en helt anden virkelighed.
Siden sidste 1. maj har statsminister Mette Frederiksen fået hævet sin årsløn med over 200.000 kroner – en lønstigning på hele 12 procent.
Og hun er langt fra den eneste.
Statsministerens nye månedsløn er nu oppe på 163.181 kroner – det er mere end en hel Arne-pension, der maksimalt ligger lige under 15.000 kroner om måneden.
Årslønnen lyder nu på knap to millioner kroner.
Det er den største lønstigning til en dansk statsminister i mindst 10 år, og den vækker opsigt.
Hos Enhedslisten kalder Pelle Dragsted udviklingen for "grotesk" og "et udtryk for ekstrem frås", især i en tid hvor mange danskere kæmper med at få hverdagen til at hænge sammen.
Sådan skriver Ekstra Bladet.
Stigningen er resultatet af to tiltag: Først blev en midlertidig lønnedgang fra 2011 fjernet – efter 13 år.
Dernæst blev ministerlønnen reguleret med den såkaldte reguleringsprocent, som i år steg markant til 7,4 procent.
Til sammen udløste det en historisk stigning.
Også finansminister Nicolai Wammen, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og forsvarsminister Troels Lund Poulsen har fået et solidt lønhop til 1,7 millioner kroner årligt.
De øvrige 21 ministre må nøjes med 1,6 millioner – stadig med stigninger på over 160.000 kroner om året.
Med de nye lønninger og en udvidelse af antallet af ministre fra 23 til 25, er den samlede årlige ministerløn steget med syv millioner kroner – på bare ét år.