Mette Frederiksen kommer med varsel

18/11/2022

Nicolai Busekist

Foto: Shutterstock
Fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) er kommet med et varsel om, at det vil tage lang tid at forhandle om en ny regering.

Mest læste i dag

Mette Frederiksen, der er fungerende statsminister efter folketingsvalget, har varslet, at der er lange udsigter til, at der bliver dannet en ny regering efter valget.

Årsagen til dette er, at man fortsat arbejder med et mål om at danne en bred regering.

Det fortæller hun ifølge Ritzau fredag, hvor hun udtalte sig i Statsministeriet, hvor partierne er forbi til drøftelser.

"Jeg er helt opmærksom på, at der er gået nogle dage, efter valget har været afholdt. Det her er en proces, som vi ikke er vant til. Det er første gang, der seriøst forhandles om en bred regering i mands minde, og derfor kommer det til at tage tid," fortæller hun.

På trods af, at det er mere end to uger siden, at folketingsvalget fandt sted, er der endnu ikke blevet indledt reelle forhandlinger om en ny regering. Dette er der flere partiledere, der har givet udtryk for, at de er utilfredse med.

Indtil videre har der været en række sonderinger og temamøder om udvalgte emner, men der har ikke været reelle forhandlinger endnu.

Mette Frederiksen er derfor blevet spurgt, hvad der er årsagen til, at hun ikke vælger at holde lange forhandlingsmøder med partilederne med henblik på, at der kan skrues op for tempoet på forhandlingerne.

Det har hun dog ikke givet et konkret svar på. I stedet har hun understreget, at det vil tage 'noget tid' at nå til enighed, da det er en 'helt anden måde at forhandle og arbejde på'.

Indtil videre er det kun Danmarksdemokraterne, der har valgt at forlade forhandlingerne. Mette Frederiksen slår dog fast, at de ikke vil smide partier ud. Omvendt vil hun heller ikke stå i vejen for, at de forlader forhandlingerne.

"Det står partierne frit for at gå ud ad lokalet igen, vi har ikke tænkt os at smide dem ud. På et tidspunkt spidser tingene mere til," siger hun ifølge Ritzau.

Anbefalet til dig