Torsdag aften meddelte Benny Engelbrecht, at han ville trække sig som transportminister. Det har medført, at der er blevet sat gang i en større ministerrokade, som Mette Frederiksen har præsenteret fredag.
Mette Frederiksen meddeler, at hun har udnævnte Morten Bødskov som ny forsvarsminister, hvilket betyder, at Trine Bramsen fratræder denne stilling. Hun slipper dog ikke ministerrollen helt, da hun i stedet skal være både transportminister og ligestillingsminister.
Både Morten Bødskov og Trine Bramsen har været en del af regeringsholdet fra start, hvorfor Mette Frederiksen er glade for, at hun kan beholde dem i regeringen.
"Begge har været en del af regeringsholdet fra start. Og jeg er glad for, at de nu vil bruge deres store erfaring på nye områder," lyder det fra Mette Frederiksen i et opslag på Facebook.
Desuden er der også blevet udnævnt en ny minister, da Jeppe Bruus, som tidligere har været politisk ordfører for Socialdemokratiet, også bliver en del af regeringsholdet.
Jeppe Bruus kommer nemlig til at afløse Morten Bødskov som skatteminister, hvor han tilsyneladende kommer til at arbejde med en 'ny og ambitiøs afgift på CO2'.
"Derudover har vi fået en ny minister. Jeppe Bruus har været politisk ordfører for Socialdemokratiet. Han bliver nu en del af regeringsholdet og påtager sig den vigtige opgave som skatteminister og arbejdet med en ny og ambitiøs afgift på CO2," skriver Mette Frederiksen.
Derudover sender hun også en stor tak til den Benny Engelbrecht, der torsdag aften trak sig som transportminister.
"Også en stor tak til Benny Engelbrecht for hans tid som transportminister. Jeg har været glad for at have Benny på regeringsholdet. Han er en dygtig og vellidt politiker med stor erfaring, empati og viden," lyder det.
Til slut skriver statsministeren, at trods ministerrokader, har den danske regering ikke glemt den alvorlige situation i Rusland og Ukraine samt de stigende energipriser og på sundhedsområdet.
"På mandag holder vi regeringsseminar. Og helt aktuelt har vi blikket rettet mod den meget alvorlige situation i Rusland og Ukraine, på de stigende energipriser og på sundhedsområdet," lyder det til slut fra statsministeren