Mette Frederiksen er i dag vendt hjem, efter at have været på udenlandsrejse i de seneste par dage. Det har hun været, da hun har været på besøg hos danske udsendte soldater.
I de seneste dage har hendes rejse derfor sendt hende forbi både Estland, Litauen og Letland. Og nu tyder det på, at flere danske soldater vil blive sendt til Letland.
NATO har nemlig sendt en anmodning til Danmark om, at der sendes flere soldater til Letland. Mere specifikt har de bedt om en bataljon på cirka 800 soldater, oplyser Mette Frederiksen.
"Hjemme igen efter to gode og travle dage. I Estland, Litauen og Letland. NATO har i dag anmodet Danmark om en bataljon til Letland med ca. 800 soldater," skriver Mette Frederiksen i et opslag på Facebook.
Den danske statsminister lægger desuden ikke skjul på, at det er en anmodning, som man fra dansk side har planer om at imødekomme. Mette Frederiksen mener nemlig, at vi 'selvfølgelig skal løfte vores ansvar'.
"Vi skal selvfølgelig løfte vores ansvar. Yde vores del til den fælles sikkerhed i NATO. Det er der brug for," lyder det fra hende.
Derudover sender hun også en kort tak til de fire partiledere, der har været med hende på turen for at besøge danske udsendte i de tre baltiske lande Estland, Litauen og Letland.
Med sig på turen havde Mette Frederiksen nemlig selskab af både Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen, SF-formand Pia Olsen Dyhr, De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, og Konservative-formand Søren Pape Poulsen.
"Tak til de fire partiledere for at tage med på turen. Det har været en fornøjelse. Og vigtigt med bred politisk opbakning til de store beslutninger," skriver hun til slut.