Der er flere millioner, der har taget flugten fra Ukraine, efter landet er blevet invaderet af russiske styrker under ordre fra præsident Vladimir Putin.
Flere af de ukrainere, der flygter fra deres hjemland, er på vej til eller er allerede ankommet i Danmark.
For at kunne hjælpe disse flygtninge bedst muligt, at regeringen indført en ny hastelov, der er blevet kendt som ukrainerloven. Hensigten med denne, er at hjælpe ukrainske flygtninge med en hurtigere integration i Danmark.
Fredag eftermiddag kunne udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye afsløre, at den første ukrainer, der er flygtet fra krigen i sit hjemland, har fået opholdstilladelse i Danmark.
Nu slår statsminister Mette Frederiksen også fast, at det er vigtigt, at vi sikrer, at Ukraine og de mange mennesker, der er på flugt, får den rette hjælp. Det sker i et opslag, hun har delt på de sociale medier.
"Mange svære overvejelser i denne alvorlige tid. Selvfølgelig om Ukraine og den nye sikkerhedssituation," lyder det fra Mette Frederiksen, der fortsætter:
"Vi skal sikre den rette hjælp til Ukraine. Og til de mange mennesker på flugt."
Hun afslører dog også, at der ikke blot er fokus på at hjælpe de mange ukrainske flygtninge. Der er nemlig også et større fokus på de konsekvenser, der er forårsaget af Putins krig, som også danskerne har fået at mærke.
"Samtidig har vi et skærpet fokus på de afledte konsekvenser, vi i stigende grad oplever i Danmark på grund af Putins krig. Rigtig god weekend til jer alle," skriver Mette Frederiksen.
Blandt andet har det resulteret i en stor stigning i energipriser, da prisen på olie og naturgas har været kraftigt stigende, efter krigen i Ukraine er brudt ud. Det har mange danskere fået at føle, da både brændstof- og varmeregningen er blevet betydeligt højere.