Nægter at bakke op: Dansk Folkeparti trækker sig

Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Nå går partiet mod flertallet.

Mest læste i dag

Patienter og borgere betaler en alt for høj pris for den budgetaftale, som et flertal har indgået i Region Midtjylland, mener DFs to regionsrådsmedlemmer, Lone Langballe og Inger-Marie Tryde. De vender sig bl.a. mod planer om at nedlægge akutlægebilen i Grenå.

Dansk Folkeparti kan ikke stå inde for den budgetaftale for 2024, som er indgået i Region Midtjylland. Derfor har partiets to regionsrådsmedlemmer, Lone Langballe og Inger-Marie Tryde, netop meddelt, at de trækker sig fra aftalen i forbindelse med, at høringsfristen er udløbet.

Det skriver Dansk Folkepartis folketingsgruppe i en pressemeddelelse.

”Vi synes, det urimeligt, at der skal spares så voldsomt på sundhedsområdet. Udgifterne til Novo-medicinen Wegovy og Ozempic er steget voldsomt på grund af den nye aftale med PLO, Praktiserende Lægers Organisation. Det er regionerne, der skal afholde disse udgifter, uden at vi kompenseres, samtidig med at staten tjener stort på den nye medicin på grund af ekstra skatteindtægter. Dét, synes vi, slet ikke er rimeligt,” siger Lone Langballe og Inger-Marie Tryde.

DF-gruppen traf den endelig beslutning om at trække sig, efter at der mandag blev indgået en finanslovsaftale mellem regeringen og et stort flertal af Folketingets partier.

”Vi havde håbet, at der ville være penge på finansloven til at finansiere de ekstraudgifter, som regionerne har til Wegovy og Ozempic. Det er jo trods alt de to regeringspartier Venstre og Socialdemokratiet, der styrer regionerne og derfor har kunnet lægge pres på regeringen. Men det er ikke lykkedes, og derfor er der ingen vej udenom nogle meget voldsomme besparelser,” siger Lone Langballe og Inger-Marie Tryde.

”Vi er som regionsråd stillet overfor valget, om vi vil overholde budgetloven eller overholde patientrettighederne. Som regionsråd har vi et ansvar for både patienter og sundhedspersonale, og det ansvar kan vi ikke leve op til. Vi er de facto sat under administration, og derfor kan vi ikke længere tage ansvar for budgettet,” siger de.

Blandt de besparelser, de to DFere vender sig imod, er nedlæggelse af akutlægebilen i Grenå og en større besparelse på Regionshospitalet Silkeborg. Sidstnævnte vil blandt andet gå ud over et meget velfungerende uddannelsesmiljø.

”Vi er ikke blevet overbevist om, at der vitterligt er besparelser at hente i de planlagte omrokeringer i Silkeborg, og vi finder det ikke forsvarligt at flytte NISA-pladserne (neurorehabilitering, red.) fra Silkeborg. Det er i det hele taget ikke rimeligt, at de sygehuse og institutioner, som har overholdt deres budgetter, kommer til at bøde for, at man andre steder ikke har overholder sit budget,” siger Lone Langballe og Inger-Marie Tryde.

Anbefalet til dig