Alberte Clausen
Tusindvis kan blive ramt af den nye kurs. Nu vokser kritikken
Politiske løfter bliver ofte sat på prøve, når et parti går fra opposition til regering.
Holdninger, der tidligere blev forsvaret hårdt, kan ende som en del af større kompromiser, når der skal findes flertal og penge til nye initiativer.
Det dilemma rammer nu SF, der efter folketingsvalget er blevet en del af regeringen.
Partiet vil sammen med Socialdemokratiet, Moderaterne og Radikale Venstre fjerne SU’en for omkring 81.000 hjemmeboende unge, hvis forældre tjener mere end 710.000 kroner om året.
Det står i skarp kontrast til flere tidligere udmeldinger fra SF-formand Pia Olsen Dyhr, som gennem årene har været en markant forsvarer af SU-systemet.
Det oplyser TV 2.
Fra protest til regeringskompromis
Til en demonstration i 2023 kritiserede Pia Olsen Dyhr regeringens daværende planer om at skære i SU’en.
“Og det er derfor, vi ikke skal pille ved SU’en,” sagde hun dengang i forbindelse med striden om det sjette SU-år.
Tre år senere befinder SF sig på den anden side af regeringsbordet. Pia Olsen Dyhr er i dag økonomi- og indenrigsminister, mens SF har fem ministerposter i regeringen.
Partiet afviser dog, at den nye SU-model er et løftebrud.
Ifølge SF handler ændringen specifikt om hjemmeboende unge fra familier med højere indkomster og skal ses som en del af et samlet regeringskompromis.
Kritik fra egne rækker
Beslutningen møder samtidig modstand internt.
SF Ungdoms politiske leder Magnus Flensborg har ifølge TV 2 kritiseret planen og gjort det klart, at han ikke mener, at nedskæringer i SU’en er den rigtige vej.
Pia Olsen Dyhr forsvarer omvendt aftalen med, at den rammer en afgrænset gruppe.
“Vi har indgået et kompromis, og vi gør det her for hjemmeboende med forældreindkomster over 710.000 kroner, det er en god social balance.”
Også SF’s politiske ordfører afviser ifølge det oprindelige interview betegnelsen løftebrud og peger på, at de tidligere udtalelser især handlede om afskaffelsen af det sjette SU-år.
Dermed står SF med en politisk balancegang mellem tidligere markante udmeldinger og de kompromiser, der følger med regeringsansvaret.
