På baggrund af Minkkommissionens beretning blev flere ministre og embedsmænd tildelt advarsler for deres roller i sagen om nedslagtningen af mink under coronapandemien.
Efterfølgende er der dog flere af disse advarsler, der er blevet trukket tilbage igen - og nu viser det sig, at disse tilbagetrækninger endnu ikke er færdige.
Fødevareministeriet har nemlig besluttet at trække den advarsel, der blev givet til kontorchef Paolo Drostby tilbage. Det har ministeriet oplyst i en e-mail til nyhedsbureauet Ritzau.
"Fødevareministeriet kan oplyse, at forhørsledelsens beretning har givet anledning til, at ministeriet har tilbagekaldt den advarsel, som en kontorchef i ministeriet blev tildelt på baggrund af Minkkommissionens beretning," lyder det.
Det er bestemt ikke første gang, at der er en af de advarsler, der er blevet givet på baggrund af den beretning, der blev udarbejdet og afleveret af Minkkommissionen, er blevet trukket tilbage.
I slutningen af marts kunne Statsministeriet blandt andet meddele, at man havde besluttet at trække en disciplinær advarsel tilbage, som var blevet givet til ministeriets departementschef, Barbara Bertelsen.
Samme dag meddelte Justitsministeriet desuden, at man havde trukket irettesættelser til departementschef Johan Legarth og afdelingschef Anne-Mette Lyhne Jensen tilbage.
Disse blev trukket tilbage med afsæt i den konklusion, som tidligere højesteretspræsident Thomas Rørdam var nået frem til, da han fik ansvaret for at udføre en tjenstlig undersøgelse af Rigspolitichef Thorkild Fogdes rolle i sagen.
Her nåede Rørdam frem til, at statsminister Mette Frederiksen ikke gav en instruks om, at alle mink skulle aflives, da hun udtalte sig på et pressemøde den 4. november 2020.
Det medførte, at Medarbejder- og Kompetencestyrelsen tog sagen op til genovervejelse, hvilket fik den betydning, at Statsministeriet trak advarslen tilbage.
I forbindelse med, at advarslen til Paolo Drostby er blevet trukket tilbage, oplyser Fødevareministeriet til Ritzau, at man har rådført sig med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, der har fået bistand af Kammeradvokaten.
Ligeledes fremgår det af ministeriets e-mail til Ritzau, at de ikke har 'yderligere kommentarer til de konkrete personalesager'.