YouTube lukker ned for Rasmus Paludan og Stram Kurs

Politik
Nok engang er Stram Kurs kommet i uvejr. Foto: Shutterstock.com
Rasmus Paludan har længe været meget aktiv på sociale medier, og særligt Stram Kurs' YouTube-kanal har været flittigt brugt og besøgt. Nu har YouTube valgt at lukke for partiets kanal.

Lige nu læser andre også

Det er partiet selv, der på Facebook skriver, at YouTube har deaktiveret deres konto. 

I opslaget skriver partiet, at Rasmus Paludan udtaler: "Det lader til, at YouTube (igen) har deaktiveret vores kanal. Det gjorde YouTube også i 2018 pga. det konstante pres fra danske journalister, som hader Danmark og danskerne. Normalt bliver en YouTube kanal deaktiveret, hvis den får 3. strike. Vi havde 0 strikes. Vi appellerer beslutningen, som jeg anser for en åbenlyst fejl. Vi ønsker at overholde YouTubes regelsæt."

Selvom Rasmus Paludan anser lukningen som en fejl, så har YouTube overfor Ekstra Bladet forsvaret lukningen af partiets kanal.

"YouTubes retningslinjer forbyder chikane og hadsk tale mod enkeltpersoner eller grupper baseret på for eksempel race, religion, handicap eller seksuel orientering. Når vi bliver opmærksomme på, at videoer overtræder disse retningslinjer, fjerner vi dem. Og i tilfælde af gentagne overtrædelser bliver den pågældende kanal lukket," skriver YouTube i en mail til Ekstra Bladet.

Rasmus Paludan og Stram Kurs har været i stormvejr de sidste par uger. Lige nu verserer sagen om, hvorvidt de indsamlede vælgererklæringer overhovedet kan bruges, eller om partiet skal ud i en navneændring for at få lov til at stille op til Folketinget. 

Nu bliver partiet så yderligere stækket ved at YouTube indskrænker mulighederne for at sprede deres budskaber via den platform, som i første omgang gjorde Rasmus Paludan kendt. 

Til Folketingsvalget sidste år fik partiet 1,8 procent af stemmerne og ligger i nuværende meningsmålinger på cirka samme niveau. Partiet har derfor brug for alle deres kanaler for at sikre både vælgererklæringer og opbakning fra vælgerne. 

 

 

 

Anbefalet til dig