Vinterferien står for døren, og de kolde temperaturer får mange til at rejse mere eksotiske destinationer end Europa.
Men hvert år ender et stort antal danskere med at få beslaglagt ferieminder i tolden, når de vender hjem fra de mere eksotiske destinationer, som eksempelvis Asien eller Afrika, med koraller i kufferten.
Det skriver Gjensidige i en pressemeddelelse.
Koraller er nemlig omfattet af internationale regler, der beskytter truede dyr mod udryddelse, og det er derfor som udgangspunkt forbudt at tage dem med til Danmark.
Alene de seneste to år er der blevet oprettet omkring 80 sager årligt, fordi danskere er blevet stoppet i tolden med koraller, de har taget med hjem fra ferien.
Det viser en ny opgørelse, som Miljøstyrelsen har foretaget for Gjensidige og Gouda Rejseforsikring.
Og selvom det altså er både ulovligt og potentielt skadeligt for både natur og dyr, så handler en stor del af sagerne formentlig om uvidenhed blandt de danskere, der tager dem med hjem.
Sådan lyder vurderingen fra fagchef i Gouda Rejseforsikring, Louise Hertzum Andersen.
“Ofte er koraller noget, man finder på stranden, eller køber på lokale markeder, og derfor tænker de fleste, at det er problemfrit at tage med hjem som en souvenir. Men det er altså ulovligt, og derfor bør man tænke sig om, inden de ryger i kufferten,” siger hun.
Der findes dog også ting, man godt må tage med hjem. Det kan eksempelvis dreje sig om muslingeskaller eller konkylier, men der kan reglerne variere fra land til land, og derfor bør man læse op på de lokale regler, inden man rejser hjem, lyder rådet fra Louise Hertzum Andersen.
“Der gælder forskellige regler i de enkelte lande, og når man sørger for at læse op på reglerne, sørger man både for at respektere og passe på det lokale økosystem, samtidig med at man undgår en ubehagelig oplevelse i tolden, når man kommer hjem,” siger hun.
Importerer man ulovlige koraller ind i Danmark vil man få dem konfiskeret i tolden, ligesom man risikerer at blive straffet med en bøde.