Forestil dig at gå gennem lufthavnen uden at hive boardingkort frem, uden at flå tasken op efter passet og uden den evige check-in-kø, hvor du altid havner bag én med alt for mange kufferter.
Hvis det står til Den Internationale Civile Luftfartsorganisation (ICAO) - en FN-organisation, der regulerer luftfart - er det præcis den fremtid, vi kigger ind i.
ICAO har nemlig planer om at indføre et digitalt rejsedokument inden for de næste tre år.
Det skriver flere medier, herunder Redactie24.
Selvom det måske er nærliggende at tro, er der ikke tale om en app, du skal downloade og glemmer at opdatere.
Det handler om at pakke hele rejseoplevelsen ned i din smartphone. Når du booker din flybillet, får du samtidig et digitalt pas, der løbende opdateres med ændringer i din rejse.
Gaten rykkes? Ændret boardingtid? Din telefon kommer til at vide det før dig.
Men vi stopper ikke der.
Med dit digitale pas i hånden - eller rettere sagt i lommen - kan du nemlig også få scannet dit ansigt i lufthavnen. Ansigtsgenkendelse bliver altså din nye boarding-pass-buddy.
I stedet for at stå og vifte med pas og billetter, kan systemet identificere dig med et hurtigt blik. Flyselskaberne får automatisk besked, når du er ankommet, og så går det ellers derudad.
Om det virker i praksis? Det må tiden og teknologien vise, men én ting er helt sikker. De små øjeblikke med panik over et mistet boardingkort kan snart være historie.