Fra pistens vildskab til pejsens varme på sekunder

Af: Kasper

|

22/01/2019

Alt bliver bare lettere, når man bor lige ved pisten. Når det ikke tager mere end blot et par minutter at komme fra pist til pejs ved tusmørketid, og man hurtigt kan lægge de trætte ben op i sofaen.

Lige nu læser andre også

Det sparer også tid, for man er fri for skibusser og at pakke alt udstyr ind i bagagerummet af bilen samt lange maratontraveture. 

Mange – og især dem med børn eller børnebørn – vil rigtigt gerne bo tæt på pisten, når de er på skiferie. Således tilkendegiver knap halvdelen (48 %) af alle skirejsende, at ski-in ski-out er af stor eller afgørende betydning for deres valg af skisportssted, og blandt dem, der tager på ski med børn eller børnebørn, er ski-in ski-out af stor eller afgørende betydning for hele 58 %’s valg af skisportssted. Det viser en ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for Visit Sweden. 

”Ski-in ski-out er forbundet med luksus, fordi pister og liftsystemer lynhurtigt kan nås fra hytten, og man har den flotte udsigt til pisterne og naturen direkte udenfor vinduet. Det er også praktisk og fleksibelt, ikke mindst for dem, der rejser med børn eller børnebørn. I Sverige er størstedelen af indkvarteringen lige ved pisten, så her er gode muligheder for at komme ud på pisterne lige fra døren, og også fleksibelt for dem, der måske har et lidt forskelligt tempo i familien”, siger Anna Kron Boysen fra Visit Sweden.

Ingen busser, ingen maratontraveture i skistøvler, ingen ømme skuldre af at slæbe på grejet og ingen overtrætte børn, der bare ikke kan mere. De pistenære indkvarteringsmuligheder er kommet for at blive. 

Et godt eksempel på årets ski-in ski-out nyheder i Sverige findes i hjertet af Kläppen Ski Resort, som åbner et nyt, luksuriøst indkvarteringsområde ved navn Gullbrändan Ski klods op ad pisten. Her bliver der tale om lækre, veludstyrede lejligheder. I Branäs kommer denne sæson helt nybyggede Soltorget, som tæller 55 lejligheder, der ligger midt på pisten. Med parkeringshus, købmand, sportsforretning, café/hytte og skirum fem meter fra pisten og liften. Den optimale ’ski-in ski-out’ model. Vemdalen er i forvejen en skidestination, hvor ski-in ski-out indkvarteringsmulighederne er talrige, men nu investeres yderligere 90 millioner SEK.

Ny og luksuriøs ski-in ski-out i Kläppen i Sälen

Lige i hjertet af Kläppen Ski Resort ligger det nye indkvarteringsområde ved navn Gullbrändan Ski, som opføres klods op ad pisten og giver et af Sveriges i forvejen allerhurtigst voksende skisportssteder et kæmpe plus mere. Målet med Gullbrändan Ski er at skabe et miljø, hvor der er fokus på hyggen. Den nye indkvartering vil kunne tage imod gæster året rundt. 

Her bliver lejligheder i forskellige størrelser på mellem 66 - 87 m2 fordelt over veludstyret køkken og stue med åben planløsning, brændeovn, tv, WIFI og udgang til altan/balkon. Der er 6-8 senge fordelt på tre/fire soveværelser. Gode badeværelser og tilmed sauna i nogle af dem. Herudover bliver der vaskemaskine og tørretumbler samt naturligvis sted til skiopbevaring. 

Stedet vil herudover byde på barer, restauranter, caféer, konferencefaciliteter, fitnesscenter, spa og sauna samt parkeringsplads. Der bliver også et supermarked og en skibutik samt en legeplads i nærområdet. Alt dette inden for et område med maksimal gåafstand på 115 meter. På Tranantorget, som ligger et stenkast fra Gullbrändan, er der også planlagt udvidelser som flere restauranter, caféer, afterski-hygge, butik og et aktivitetshus. 

Vemdalen med investeringer for 90 millioner SEK

Størstedelen af indkvarteringsstederne i Vemdalen er i forvejen ski-in ski-out, men de investerer stadig stort. I Klövsjö, som er en del af Vemdalen, investerer de hele 90 millioner SEK i Hotel Klövsjöfjäll, der giver 3700 m2, som fordeler sig over fem etager. Den nye bygning vil omfatte 38 dobbeltværelser, en ny restaurant og en butik. Det første spadestik er taget, og projektet er helt klart i marts 2020. 

Herudover indvies til juleferien 12 nye, rummelige 8-sengs lejligheder på Björnrike Torg. 

Det er kun første etape af en udbygning. I bunden af det nye lejlighedskompleks er der også en skiudlejningsbutik, som åbnede sidste år. Den følgende fase af udbygningen af torvet indeholder flere nye boliger, restauranter og butikker.

Anbefalet til dig