Det skulle have været en stille pensionistferie med kort rejsetid og roligt tempo. Men rejsen fra Bristol til Mallorca endte som et absurt kapitel i to ældre kvinders liv, da Jet2 ved en fejl fik dem sendt 270 kilometer forkert – til Menorca. Det fortæller The Mirror.
Billetterne var i orden. Hjælpemidlerne stillet til rådighed. Fem gange blev boardingpassene kontrolleret – og alligevel endte Linda Trestrail (69) og Wendy Russell (71) på det forkerte fly. Først da kaptajnen i højttaleren meddelte, at flyet nærmede sig Menorca, ramte virkeligheden: De var på vej til den forkerte ø.
Fejlen blev opdaget alt for sent. De to kvinder, som begge er gangbesværede og havde valgt Mallorca netop på grund af flyvetid og mobilitetsudfordringer, måtte forlade flyet på Menorca og vente i timevis. Først efter en indrigsrute og privat kørsel nåede de hotellet i Palma – 17 timer efter de forlod deres hjem.
Samtidig var deres bagage korrekt ankommet til Mallorca uden dem. “Man får kompensation for forsinket fly eller mistet kuffert – men de mistede os, ikke bagagen,” sagde Linda.
Som trøst tilbød Jet2 en gratis udflugt – til to, der ikke kunne gå. “Mener de det seriøst? Vi kan jo ikke engang gå,” lød det fra en rasende Linda, der nu har indgivet formel klage.
Jet2 beklager og kalder det en “ekstremt isoleret menneskelig fejl”. Selskabet lover skærpede retningslinjer og ekstra træning til personalet, så lignende aldrig sker igen.
Men for Linda og Wendy er skaden sket og det er næppe et selskab, de ønsker at rejse med igen.