Hvis du allerede har booket billetter til fodbold i London, shopping på Oxford Street eller whisky i Edinburgh, så skal du tjekke din pakkeliste én gang til.
For fra den 2. april indfører Storbritannien nye krav til danske turister – og misser du det, kan det koste dig hele ferien.
Fremover skal danske statsborgere søge om en elektronisk rejsegodkendelse, også kaldet ETA (Electronic Travel Authorisation), for overhovedet at komme ind i landet.
Reglen gælder for alle, der vil rejse til England, Skotland, Wales eller Nordirland – uanset om det er for ferie, forretning eller familievisit.
Lis Katz Krefeld, skadedirektør i Alm. Brand, advarer nu ifølge B.T. mod at tage let på ændringen.
"Mange danskere rejser hvert år til Storbritannien, og vi vil gerne sikre, at danskerne og vores kunder undgår en ubehagelig overraskelse ved indrejse. Det ville være utroligt ærgerligt at misse sin ferie på grund af en manglende indrejsegodkendelse."
ETA skal søges digitalt og bør senest være på plads tre dage før afrejse.
Den er gyldig i to år og giver mulighed for ophold i op til 180 dage.
Pas er stadig et krav, og man skal stadig igennem grænsekontrollen ved ankomst.
Storbritannien er det tiende mest populære rejsemål for danskere – og nu også ét af de mere bureaukratiske.
Med de nye regler er det slut med spontane weekendture uden forberedelse.