Når ferien skal bookes søger mange danskere ivrigt på sammenligningsportaler. Forbrugerrådet Tænk mener dog, at disse portaler alt for sjældent fortæller den fulde og objektive sandhed til de potentielle købere. Således mødes forbrugerne ofte af skjulte gebyrer og ekstraregninger, når det egentlige køb skal foretages.
For eksempel viser prisportalerne sjældent alt, hvad forbrugeren bliver opkrævet, når der trykkes på bestil-knappen. Det er ikke usædvanligt, at der i løbet af bestillingsprocessen pludselig dukker gebyrer op på for eksempel bagage på flyet, sædebestilling med mere. Det samme kender man hos deal-sites, hvor der pludselig tilføjes miljøtillæg eller øvrige gebyrer til prisen, når man vil købe for eksempel en overnatning.
Kampagne for større gennemsigtighed
Med en ny kampagne vil Tænk hæve gennemsigtigheden hos prisportalerne, så forbrugerne rent faktisk kan bruge portalerne til at danne sig et fuldstændigt overblik.
Skal forbrugeren i dag lave et oplyst køb, så kræver det nemlig, at de forstår portalernes måde at arbejde på, og det er ikke rimeligt, lyder det fra Danmarks Rejsebureau Forening. De bakker derfor op om kampagnearbejdet.
”Alt for ofte bliver forbrugerne vildledt på rejseportalerne, og derfor bifalder vi det arbejde, som Forbrugerrådet nu sætter i gang. Skal portalerne have deres berettigelse, så bør de vise hele markedet og den fulde pris for produktet, så forbrugerne har det fuldstændige overblik, inden deres køb foretages,” siger Lars Thykier, administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, og fortsætter:
”Rejsebureauerne skal jo altid fremvise totalpriser, og vi kan ikke se, hvorfor det skal være anderledes for prisportalerne. I dag er der en skæv konkurrence, når forbrugerne tror, at de kan hente en billigere pris ved selv at bestille, men i virkeligheden ender prisportalernes priser ofte over prisen for samme rejse hos et bureau.”
I Tænks kampagne lægger Forbrugerrådet op til, at der skal være mindst én pålidelig prisportal inden for hvert marked. Opfordringen fra Danmarks Rejsebureau Forening er dog bredere:
”Vi ser gerne, at der er flere pålidelige prisportaler på et marked, så man ikke giver én portal magten over markedet. Det mener vi simpelthen er for risikabelt, når man har at gøre med kommercielle virksomheder drevet af profit, og dermed ikke har et naturligt ønske om at oplyse objektivt”, siger Lars Thykier.