Pas på denne fælde på ferien
Ferien byder for mange på afslapning, nye oplevelser og masser af tid væk fra hverdagen.
Samtidig er det også højsæson for digitale svindlere, der udnytter, at mange logger på offentlige netværk uden at tænke nærmere over sikkerheden.
Gratis wi-fi kan virke som en nem løsning i lufthavne, på hoteller eller caféer, men netop de steder er også blandt de mest attraktive for kriminelle.
Derfor opfordrer eksperter nu rejsende til at være ekstra opmærksomme, når de kobler sig på internettet i udlandet.
Det skriver Dagbladet.
Kan lokke med falske netværk
Ifølge Ole Seierstad, der er national sikkerhedschef hos Microsoft Norge, opretter svindlere ofte falske netværk med navne, der minder om de officielle.
“Det er nemt at oprette falske wi-fi-netværk med navne, der ligner legitime netværk, såsom ‘Airport Free wi-fi’ fremfor lufthavnens officielle netværk.”
Formålet er at lokke brugere til at logge på, så kriminelle kan få adgang til blandt andet brugernavne, adgangskoder og betalingsoplysninger.
Advarslen bakkes op af Daniel Christensen, der arbejder som etisk hacker hos Telenor.
Han peger på, at selv netværk med adgangskode ikke nødvendigvis er sikre, hvis koden er kendt af mange mennesker, som det ofte er tilfældet på hoteller, restauranter og i lufthavne.
Sådan kan du beskytte dig
Ifølge Microsoft starter mange cyberangreb med stjålne loginoplysninger.
Konsekvenserne kan være alvorlige og i værste fald føre til økonomisk svindel, identitetstyveri eller tab af adgang til personlige data.
Eksperterne peger især på steder med mange mennesker og højt tempo som de mest risikable.
Lufthavne, togstationer, hoteller, caféer og store arrangementer er blandt de steder, hvor risikoen er størst.
Derfor lyder anbefalingen, at du så vidt muligt bruger dit eget mobilnetværk eller deler internetforbindelsen fra din telefon, når du rejser i Europa.