Rekordtidlig sne på svenske pister

09/10/18 09:15

Kasper

Så falder der sne i nabolandet, og vi er slet ikke misundelige efter en sommer, der aldrig ville ende. Allerede i efterårsferien kan vi danskere stå langrend hinsidan. Sneen er kommet rekordtidligt i år.

Jubiii, sneen daler! Ikke i Danmark forstås, men i Sverige. Og helt stort er, at der allerede i næste uge, i danskernes efterårsferie, er langrendspremiere i Idre Fjäll. Ugen efter åbner den alpine del samme sted. Fra København til Idre Fjäll er der knap 900 km, mens afstanden fra Göteborg er på omkring 580 km.

Den første sne er også netop væltet ned over Kläppen, hvor der er langrendspremiere den 23. november. Der åbnes for alpinski og hele liftsystemet den 14. december.

I Stöten har sneen også prydet naturen i et stykke tid, da det første hvide guld faldt allerede den 28. september, og siden er blevet fulgt op af mere. I Lofsdalen kom sneen den 29. september, og det fine snelag på bjerget øges for hver dag. Her har man også smøget ærmerne op og er i gang med det sidste før skientusiasternes snarlige indtog.

”Det er altid noget særligt med sæsonens første sne, og man mærker forventningens glæde, hvis man elsker vinter, vintersport og den hygge, der er forbundet med en skiferie, som mange både svenskere og danskere gør. Sneen daler nu på flere svenske skisportssteder, og alt sættes ind på en ny, spændende sæson”, siger Anna Kron Boysen fra Visit Sweden.