Seks sikre bud på glimmer og Glühwein i Tyskland

Af: Kasper

|

06/11/2018

Rejser
Intet julemarked uden Glühwein, heller ikke i Wolfenbüttel, hvor det er helt naturligt at give den varme drik et skud Jägermeister.
Julemarkederne er det store trækplaster i Tyskland i december, og der er mange at vælge imellem.

Lige nu læser andre også

Julemarkederne er det store trækplaster i Tyskland i december, og der er mange at vælge imellem. 

Nogle af dem ligger så tæt på, at man kan nå frem og tilbage på en enkelt dag, men vil man have en eller flere overnatninger med, er det en god ide at planlægge turen i god tid. Kniber det med at finde hotel lige der, hvor man gerne vil hen, kan man næsten altid finde et sted i en af de mindre byer i nærheden, ovenikøbet til en rimelig pris.

Vi har udvalgt en række mindre kendte julemarkeder, som har det til fælles, at der er garanti for julehygge, også selv om det ikke skulle sne. De fleste ligger tæt på Danmark, men vi har også valgt at pege på hyggelige og unikke muligheder i Thüringen. 

De fleste julemarkeder i Tyskland har åbent fra 1. adventsweekend og indtil jul, nogle endda til efter nytår.

Se Kiels julemand komme sejlende

I Kiel kan man bryste sig af fire julemarkeder, hvoraf det største er en 3000 m2 stor juleby på Rådhuspladsen. Julemarkedets helt store trækplaster her er julemanden, der kommer sejlende forbi oppe over boderne flere gange hver dag. Kiel lægger vægt på at være sejlerby, så selvfølgelig kommer julemanden ikke i kane, men i en miniudgave af en kogge, der var hansetidens skibe. 

Læs om alle Kiels julemarkeder her.

Tag på skovtur midt i Hannover

Hannovers hyggelige strøggader forvandler sig til et slaraffenland for lækkermunde og juleentusiaster i december. I Altstadt finder man tre forskellige julemarkeder med næsten 200 boder med juletræspynt, kunsthåndværk og julespecialiteter. På Ballhofplatz opstår der i julemåneden et finsk julemarked, hvor man kan nyde røget laks sammen med glögg, og på Holzmarkt ”plantes” der en lille granskov på en skovbund af bløde høvlspåner, og der er indbyggede træstubbe at sidde og få serveret på. I butikkerne i centrum finder man desuden alle de gode tilbud, som Hannover er kendt for videnom. 

Også uden for centrum er der julehygge, f.eks. omdanner Hannovers Zoologiske have sig i december til en vinter-zoo med skøjtebane og attraktioner for børn og boder for alle.

Læs mere om alle Hannovers julemarkeder her.

Køb julegaverne hos Bauhaus

En rejse til Thüringen lidt længere nede i Tyskland giver mulighed for at få en unik juleoplevelse. I Weimar tager man lørdag den 8. december forskud på 100-året for etableringen af Bauhaus, der var både en bevægelse og en skole.

”Køb en stump af Bauhaus” lyder mottoet for en julemarkedsevent på Weimars Bauhaus-universitet denne lørdag i december. Her falbyder studerende og kandidater deres egne Bauhaus-inspirerede kunstværker og kunsthåndværk. Bagefter kan man opleve det traditionelle julemarked på torvet i Weimar – hver dag fra 27. november til 5. januar.

Andre steder i Thüringen er der julemarkeder på flere end 400 borge og slotte, hvor romantiske gårdrum danner den nostalgiske ramme om julestemningen. I Eisenach holder lysende fakler middelalderborgen Wartburg oplyst, og inde i gårdene summer det af arbejdende sæbesydere, glaspustere og stearinlysmagere, mens duften af æble-kanel-vin breder sig, og kutteklædte spillemænd spiller op til sang og dans. Indenfor i de prægtigt udsmykkede rum, hvor Luther opholdt sig inkognito i 1521, da han var på flugt fra den katolske overmagt, spilles der adventskoncerter på forskellige tidspunkter.

Læs om de mange aktiviteter ved julemarkederne på Thüringens borge og slotte her.

Oplev julestemningen i Niedersachens bindingsværksbyer

Julemarkedsstemning og bindingsværk er en heldig kombination. Den finder man for fuld udblæsning i Niedersachsens fine gamle byer: Göttingen, Hameln, Braunschweig, Wolfenbüttel, Celle, Lüneburg, Hildesheim og Goslar.

Göttingens charmerende centrum lærer man bedst at kende på en byvandring, og i julemåneden kan man desuden kigge glaspusterne, træsnitterne og lysmagerne over skulderen midt på torvet foran rådhuset.

I Hameln er det fine Hochzeitshaus (bryllupshuset) en del af kulissen, udsmykket som julekalender. Midt blandt Goslars fredede byhuse kan man gå i skoven – her opstår der op til jul en hel skov af juletræer, og tusindvis af lys glimter og skaber julestemning.

Wolfenbüttel, der har stor succes som Jägermeisterby, åbner i adventsweekenderne portene ind til fire fortryllende indre gårdrum, som ellers ikke er tilgængelige, og i residensslottet holder kunsthåndværkere åbent i weekenden.

Under de oplyste gavlhuse på Marktplatz i Lüneburg synger et kor julen ind, og ved havnens gamle kajanlæg er der endnu et julemarked med maritim stemning. Braunschweigs julemarked består af en labyrint af boder rundt om Flösse, der er de overdækkede voldgrave rundt om ruinen af oldtidsborgen Dankwarderode.

Her handles, og kunsthåndværkere arbejder i de fine boder, som man får et godt overblik over ved at stige til vejrs i kirketårnet. Celle, der kan bryste sig af at have Europas største sammenhængende ensemble af bindingsværkshuse, er ekstra flot, når boderne sniger sig ind med ekstra nostalgi og hygge.

I Hildesheim står boder af træ samlet omkring en kæmpestor julepyramide midt på torvet, og også her er det en god ide at kravle op ad trapperne i Niedersachsens højeste kirketårn og betragte herlighederne oppefra. Læs mere om julemarkederne i Niedersachsens bindingsværksbyer her.

En kontrast til de historiske bindingsværksbyer finder man tæt ved i oplevelsesparken Autostadt i Wolfsburg, grundlagt af VW, der har sit hovedkvarter i byen. Oven i alle de andre aktiviteter er der bl.a. kælkebakke og skøjtebane, og man kan lade sig inspirere og fortrylle af professionelle kunstskøjteløbere, der optræder på den tilfrosne lagune. 

Læs mere om Autostadts vinteroplevelser her.

Lad jer også lokke af Lübeck

Lübecks julemarkeder er blandt de allermest besøgte i Nordtyskland, og selv om det kan give ekstra pres på hotellerne, er der i år flere værelser til rådighed end nogensinde: Lübeck har indviet nye hoteller i årets løb, og der er også større kapacitet i omegnen, f.eks. i Travemünde, end tidligere. Man kan også tage med på en arrangeret tur til byen – eller lave sin egen dagtur til Lübeck. 

Læs mere om Lübecks julemarkeder her og her.

Anbefalet til dig