Det er den tid på året, hvor vejret i Europa begynder at blive varmere, og mange har derfor planer om at rejse af sted på sommerferie. Og selvom det er spændende at planlægge og tage på ferie, kan tanken om at flyve skabe nervøsitet og decideret frygt hos mange.
En stor del af dem, der har fløjet, har oplevet turbulens. Det kan få flyet til at ryste, hvilket føles ubehageligt og skræmmende for nogen. Nogle gange varer det et par minutter, og andre gange sker det flere gange under en flyvning.
Men en stewardesse, der arbejder for EasyJet, beroliger nu passagerer med, at der ikke er grund til panik. Kayleigh Weaver delte for nylig en video på det sociale medie TikTok, hvor hun detaljeret forklarede, hvad der sker under turbulens.
Kayleigh indrømmer, at hun selv plejede at være nervøs for at flyve, selvom hun nu arbejder i et fly næsten hver dag. Hun kom over sin frygt, da hun indså, at turbulens er 'en helt normal del af det at flyve', understregede hun.
"Lad os tale om turbulens. For det første vil jeg gerne hjælpe dig med at forstå, hvad turbulens er," sagde hun ifølge Express i sin video.
"Kort sagt er turbulens uregelmæssige eller kaotiske bevægelser i luften. Det kan skyldes mange ting som vind, storme, jetstrømme, objekter i nærheden af flyet, hvilket er grunden til, at man ofte mærker mere turbulens, når man flyver over bjergområder."
"Som kabinebesætning ved vi ofte allerede før afgang, om ruten bliver turbulent - og piloterne justerer ofte højden for at finde mere rolig luft at flyve i. Det er vigtigt at huske, at turbulens meget sjældent er årsag til, at et fly styrter ned."
Hun understregede, at det ikke er farligt, så længe man har sikkerhedsbæltet spændt. Derfor opfordrer mange flyselskaber til, at du har det på, selvom skiltet er slukket. I sidste ende er det dog op til dig selv at finde ud af, hvorvidt du har lyst til at have selen på eller ej.
"Folkens, turbulens burde virkelig ikke være skræmmende eller noget, man bekymrer sig om," tilføjede Kayleigh også i sin video.
Under videoen skrev en lang række brugere på det sociale medie kommentarer, hvor det var tydeligt at se, at der er delte meninger om turbulens.
"Jeg er kabinebesætning, men jeg hader stadig turbulens," skrev en bruger, hvorefter et tidligere besætningsmedlem skrev: "Det er så mærkeligt - jeg arbejdede som kabinepersonale i årevis, men nu er jeg rædselsslagen for at flyve. Jeg hader det."
"Det er fint nok, men jeg bliver virkelig køresyg, og turbulens gør det meget værre," lød det fra en tredje.
"Den bedste måde at se på turbulens er som en vej - ikke alle veje er glatte, da nogle er meget bumpede," skrev en fjerde, hvorefter en femte blot skrev: "Tak fordi du forklarede det."
"Jeg elsker virkelig turbulens - det er så afslappende og får mig altid til at blive søvnig," skrev en sjette, som tilsyneladende har et meget andet syn på turbulens, end de fleste andre.